KLUMME: Hvad sker der, når influencer-marketing vendes på hovedet, og influencers uopfordret tager brands som gidsler i deres sag?

I marts måned blev Turkish Airlines ved et tilfælde inddraget i en større indsats mod at hjælpe Somalia ud af hungersnød. Den franske SoMe-kendis Jéröme Jarre, der på tværs af de sociale platforme har flere millioner følgere, havde den vilde idé, at han ville fylde et fly med 60 tons mad og flyve det til Somalia.

Turkish Airlines er det eneste luftfartsselskab, der flyver til Somalia, og derfor opfordrede Jéröme Jarre netop dem til at donere et fly, som kunne undgå i denne humanitære aktion.

Hashtaggene #LoveArmyforSomalia og #TurkishAirlinesHelpSomalia blev lynhurtigt spredt, og Jéröme Jarres videoopslag blev delt og retweetet flere tusinde gange. Kampagnen fik international mediedækning, da skuespiller og producent Ben Stiller kom med om bord.

En lang række andre kendisser som tidligere NFL-quarterback Colin Kaepernick og YouTube-stjernen Casey Neistat lavede deres egne videoer med opfordringer om at støtte den gode sag. På en uge var det lykkedes at indsamle to millioner dollars.

Har dit brand egentlig et valg?

Blot to dage efter Jéröme Jarres video meddelte Turkish Airlines i en video med en pilot, at de med glæde ville være en del af kampagnen – de ville endda tilbyde transport af yderligere 140 tons mad.

Turkish Airlines arbejdede sammen med de nye influencers på trods af, at de ufrivilligt blev en del af initiativet. Havde de ikke grebet bolden så hurtigt og støttet sagen, kunne det havde meget vel have haft negative konsekvenser for flyselskabet, dets brand og image.

Den moderne forbruger er med andre ord også aktivist, hvilket betyder, at alle virksomheder kan og vil blive holdt socialt ansvarlige. Derfor endte Turkish Airlines på den rigtige side i en sag, der i sidste ende er meget større end dem selv.

På de sociale medier kan brands hurtigt opleve en shitstorm og blive udstillet for et dårligt produkt, ringe service eller pinlige udtalelser. De kan også blive fremstillet i positive vendinger og opnå et stærk og troværdigt image.

Alle virksomheder bør medtænke brugerne som aktører. Ifølge grundlæggeren af World Economic Forum, Klaus Schwab, er det fundamentalt for brands at navigere i det, han kalder nu-verdenen:

– Det er en verden af nuet: en verden i realtid, hvor vejvisning sker øjeblikkeligt og varer leveres direkte til din dør. Denne ”nu-verden” kræver, at virksomhederne svarer i realtid, uanset hvor de er, og uanset hvor deres kunder eller klienter er.

Jéröme Jarre er repræsentant for en ny generation af influencers, der forstår at bruge deres indflydelse og enorme rækkevidde til at tage magten over brands. Der er kun én vej frem – og det er at være på god fod med de nye influencers.