Frem mod den 29. april hvor britiske Prins William siger ja til frøken Catherine Middleton, vil butikker og net som vanligt ved den slags begivenheder bugne af såkaldte ”memorabilia” – tekopper, mønter osv osv, som bærer det kommende britiske kongepars kontrafej.
Og motiverne er ikke kun at signalere et kongetro sindelag. Der er nemlig rigtig mange penge i det.
En vurdering fra detail-analyseinstituttet Verdict lyder ifølge adage.com på, at det prominente bryllup vil booste britisk økonomi med op mod 984 millioner pund, svarende til omkring 8,7 milliarder danske kroner. Heraf de 641 millioner pund (godt 5,5 milliarder kroner) alene i øget detailomsætning.
Det gør ikke overraskende brylluppet yderst interessant for virksomheder, som i stigende antal flokkes for at promovere sig selv og sine brands i forbindelse med begivenheden.
At den kommende gom så også har lempet lidt på reglerne for, hvad der må kreeres af opfindsomme kommercielle tiltag, hjælper naturligvis tingene på vej, selv om Buckingham Palace dog stadig ønsker at have hånd i hanke med, hvad der hittes på.
Således har kongehuset udstedt et direktiv, hvori man ”foreslår” at bruge vendingen: “To commemorate the marriage of Prince William of Wales and Miss Catherine Middleton, 29th April 2011” på de forskellige souvenirs.
Tilsvarende anmoder man om, at der bruges godkendte fotos, og at de pågældende produkter er ”in good taste”.
Det med den gode smag kan jo som bekendt altid diskuteres, men kongehuset har i hvert fald valgt at sige ja til, at den amerikanske detail-kæmpe Procter & Gamble sender sit flydende opvaskemiddel Fairy ud på markedet i en ”specialdesignet flaske”.
Nu er P&G allerede, hvad der svarer til ”Kgl. Hofleverandør” til det britiske kongehus i forvejen, så det er nok ikke så overraskende.
I en kommentar til P&G’ initiativ skriver den britiske bryllups-blogger Claire Gould:
– Hvis ideen er at matche Fairys brand-image som et højtelsket produkt gennem flere generationer af engelske familier, er det fint og passende. Men hvis en virksomhed af en størrelse som Procter & Gamble burger denne gimmick til bare at sælge flere produkter og oven I købet – himlen forbyde det – lægge et par pence på prisen for at øge deres profit, så er det afskyeligt”.
Onde kapitalistiske motiver eller ej, så finder det britiske kongehus altså den flydende opvask acceptabel som ”memorabilia”.
Derimod bliver der formentlig rynket et par kongelige bryn eller to over et par andre opfindsomme indslag, som for eksempel firmaet Crown Jewels, der har fabrikeret bryllups-kondomer med løftet om en ”royal union of pleasure”.
Eller designeren Lydia Leith, der har kreeret et sæt blå og røde bryllups-brækposer, som har fået navnet ”Throne Up”…