En hurtigt internetforbindelse er lige så vigtig i et hus som vand og el, lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd, som derfor hilser De Konservatives forslag om at indføre skattefradrag for at få etableret en hurtig bredbåndsforbindelse velkommen.
Ifølge formanden i Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, vil det betyde en kæmpe forskel for de beboere i udkantsområderne, som i dag har ringe mulighed for at komme på fibernettet.
– I dag kan menigmand blive mødt med en udgift på mange tusinde kroner for at få etableret en hurtig bredbåndsforbindelse, og dertil kommer, at der ofte er en længere tidshorisont, før det kan lade sig gøre, siger Steffen Damsgaard.
Det Konservative Folkeparti vil afsætte 150 millioner kroner til ordningen, og det vil ifølge partiet give 60.000 tilslutninger og også skabe cirka 700 nye arbejdspladser.
/ritzau/