Sammen med syv andre bredbåndsudbydere blev virksomheden Dansk Bredbånd for et år siden meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden, som mente, at selskaberne overtrådte reglerne om prisoplysninger i markedsføringslovens paragraf 13.
I februar i år accepterede Telmore som det første selskab at betale en bøde på 100.000 kroner, i marts var det Fullrate der måtte hoste op med samme beløb – og nu må Dansk Bredbånd så betale en bøde på 150.000 kroner for at have overtrådt reglerne.
Dansk Bredbånd havde på sin hjemmeside i en længere periode annonceret med den månedlige abonnementspris for bredbånd uden at oplyse den samlede mindsteudgift for en række af deres produkter.
Det var ikke efter reglerne, mente Forbrugerombudsmanden, for ud over den månedlige abonnementspris var der nemlig både en bindingsperiode på seks måneder og oprettelsesomkostninger forbundet med at tegne abonnementet. Og det fremgik ikke tydeligt nok, viste det sig.
Og når Dansk Bredbånd måtte betale mere end de øvrige selskaber, skyldes det ifølge forbrug.dk blandt andet, at Dansk Bredbånd også i et yderligere tilfælde efter Forbrugerombudsmandens politianmeldelse havde annonceret uden oplysning af mindsteudgift.
”Bødens størrelse er i øvrigt også fastsat på baggrund af størrelsen af omkostningerne forbundet med markedsføringen samt under hensyntagen til, at Dansk Bredbånd har medvirket til sagens efterforskning”, hedder det på sitet.
De otte politianmeldelser kom oprindelig efter en undersøgelse – en såkaldt sweep – som Forbrugerombudsmanden i september 2008 gennemførte som led i sit internationale arbejde.
Ved den lejlighed blev en række bredbåndsudbyderes hjemmesider gennemgået for at kontrollere virksomhedernes prismarkedsføring, og det førte til politianmeldelser mod følgende otte selskaber:
– Bredbånd Nord I/S (ESV Bredbånd A/S, Nyfors Fibernet A/S og ENV Fibernet A/S),
– Dansk Bredbånd A/S,
– Dansk Net A/S,
– Fullrate A/S,
– Onfone ApS,
– Sonofon A/S (Tele2 A/S og Cybercity A/S),
– Telia Stofa A/S og
– Telmore A/S.
Og heraf er altså nu de tre afgjort – alle med vedtagelse af en bøde.