Problemerne for realkreditbranchens lillebror, BRF Kredit, smitter nu af på de enkelte kunders privatøkonomi.
Ifølge beregninger lavet af Realkredit Danmark for avisen koster det en boligejer med et realkreditlån på 2 mio. kr i en eller anden form for rentetilpasningslån mellem 840 og 4512 kr. om året alene i ekstra renteudgifter ved at vælge BRF Kredit frem for markedets billigste rente.
Samtidig er BRF Kredit dyrest på de såkaldte bidragssatser, som er det administrationsgebyr, et realkreditinstitut tager for at administrere et boliglån.Ifølge obligationschef i LD Invest, Peter Mosbæk, er den højere rente hos BRF Kredit udelukkende et spørgsmål om udbud og efterspørgsel.
– Der er ingen tvivl om, at på de etårige papirer er Nordea mest efterspurgt. Derefter kommer Realkredit Danmark og Nykredit, og så hænger BRF Kredit og DLR lidt efter, og det afspejler sig i prisen, siger Peter Mosbæk.
Set fra et investorsynspunkt er et af problemerne for BRF Kredit, at realkreditobligationer udstedt af BRF har en ringere kreditvurdering hos ratingbureauer som eksempelvis Moody’s.
Borsen.dk