Den konservative minister er nu indstillet på, at der skal tages et særligt hensyn til beskyttelsen af børn, når reklamereglerne liberaliseres.
Desuden får hverken SiD, Scientology eller Dansk Folkeparti lov at købe reklametid i TV2. Han vil bevare forbuddet mod reklamer for økonomiske interessegrupper såsom erhvervsorganisationer og fagforeninger, samt religiøse eller politiske anskuelser.
På søndag ved aftenstid mødes medieordførerne i Kulturministeriet for at afslutte forhandlingerne om medieaftalen frem til udgangen af 2006, inden Brian Mikkelsen senere på ugen drager til Korea og Japan for at se VM-fodbold.
Kulturministeren nægter fortsat at diskutere prisen på TV2. Han har fået at vide af kammeradvokaten, at han ikke må udelukke nogen på forhånd, men han må også selv bestemme, hvem han vil sælge til. I det nye forhandlingsudspil vil han tilmed indsætte en klausul i salgskontrakten om, at staten kan tilbagekøbe TV2, hvis de private ejere vil videresælge tv-stationen.
Der er også smidighed med hensyn til de 20 procent af produktionen, som DR skal købe af uafhængige producenter. Brian Mikkelsen antyder, at omkostningerne til nyheder ikke skal regnes med i beregningsgrundlaget. Der kan også være andre ting, der ikke regnes med.
– Det er 20 procent af et beløb, som er meget interessant, når det offentliggøres, siger Brian Mikkelsen.
De to næsten landsdækkende radiokanaler, nyhedskanalen P5 og den rent kommercielle popkanal P6 kan være i luften til efteråret. Et privatiseret TV2 kan godt byde på radiokanalerne.
TV2-regionernes nuværende tidsmæssige placering bevares uanset om det generer reklameindtjeningen på et privatiseret TV2, fastslår kulturministeren og tilføjer i en kærlighedserklæring til regional-tv, at det er kulturpolitik at sikre lokal debat.
Digitaliseringen af de analoge sendemaster vil ikke foregå med statskroner, gentog han. Den analoge teknik kan være udfaset senest i 2007.
Brian Mikkelsen slår fast med syvtommersøm, at den partiudpegede bestyrelse for DR skal erstattes af en professionel bestyrelse ligesom TV2, der ikke kan blande sig i den daglige programlægning og enkeltprogrammer./Dj