Danske virksomheder tjener dobbelt så mange penge på investeringer i udviklingslande, som de gør på de modne markeder. Alligevel bliver stort set alle investeringer foretaget i kendte markeder og dermed går virksomheder går glip af milliardgevinster, skriver dagbladet Børsen.
Til trods for, at investeringer i de såkaldte BRIK-lande, Brasilien, Rusland, Indien og Kina, årligt giver et dobbelt så stort afkast sammenlignet med investeringer foretaget i klassiske lande som Sverige, Tyskland og USA, så står de lovende vækstlande kun for sammenlagt 3,5 pct. af de samlede danske investeringer i udlandet. Det viser nye tal fra Nationalbanken.
–Langt de fleste virksomheder herhjemme foretager investeringer i udlandet i de modne markeder, til trods for at vi kan se, at den store vækst er i udviklingslandene, siger Torben Huus, vicedirektør i den offentlige investeringsfond IFU, der hjælper danske virksomheder med investeringer i udlandet. Investeringer, der sammenlagt giver omkring 50 mia. kr. i afkast om året.