Optikerkæden Nyt Syn skruer op for fagligheden og lancerer et nyt kampagne-univers, der stiller skarpt på tankevækkende situationer, hvor et godt syn gør en verden til forskel.
I foråret besluttede Carl Zeiss Danmark og Nyt Syn således at indgå et strategisk partnerskab, som medførte, at den frivillige optikerkæde fik et markant løft på teknologi, uddannelse, faglighed og kundeservice. Og partnerskabet bliver nu markeret med den nye kampagne som kommer til at køre under overskriften: ”Nu kommer Danmark til at se skarpere end nogensinde”.
– En mangeårig satsning på faglighed og uddannelse, samt en investering i ”state of the art” Carl Zeiss”-udstyr, udmønter sig nu i en klar faglig positionering. Det er en afstandtagen til tilbud om ”det hele til det halve” og goddag til verdens mest avancerede synsundersøgelse, forklarer adm. direktør Anders Tranæs fra Aarhuskontoret, der står bag kampagnen.
– Det er en rigtig god nyhed for danske brillebrugere, men samtidig en rigtig dårlig nyhed for dem der har noget at skjule. Og det er netop dét, der er det kreative afsæt i kommunikationen, hvor der er fokus på en række underholdende og tankevækkende situationer, hvor et ekstra skarpt syn gør alverden til forskel, tilføjer Anders Tranæs.
Med den nye kampagne går Nyt Syn grundigt til værks, hvor det nye samarbejde både bliver introduceret på landsdækkende TV, i biografer samt via annoncer i landets dagblade og ugeblade. Ydermere har kædens egne medier gennemgået en forvandling med en opdatering af website med lokale forhandlersider og mest markant, med fornyelse af facader på kædens samtlige 63 butikker.
– Vi er meget stolte over, at Zeiss har valgt Nyt Syn til et strategisk samarbejde. Det er vores mål at blive opfattet som optikerbranchens nummer ét målt på ”den bedste samlede kundeoplevelse”. Det mener vi med god grund, da det eksempelvis er den lokale ejer, som kunderne møder i vores butikker, lyder det fra Tom Skovbon, adm. direktør for Nyt Syn.
Nyt Syn er en frivillig optikerkæde, som består af 63 butikker fordelt over hele Danmark.