Medier og fodboldfans over store dele af verden var i oprør over den brasilianske fodboldspiller Adrianos noget utraditionelle adfærd på Parkens græs, da hans hold FC Shakhtar Donetsk spillede Champions League-kamp mod FC Nordsjælland tirsdag aften.
Og så var det, at optikerkæden Louis Nielsen og kædens ejer, Specsavers, fik en ide. En ide, som har resulteret i helsidesannoncer i dag i henholdsvis B.T., Ekstra Bladet, 24Timer og MetroXpress.
– Det var en kombination af en pludselig indskydelse oven på den meget omtalte episode og så det forhold, at det er lidt en koncern-tradition. Vi er en del af verdens største privatejede optikerkæde, Specsavers, som har en tradition for at dyrke den slags, siger Tino Pedersen, der er Head of Communications hos Louis Nielsen.
Det er Specsavers Creative afdeling, der er bureau – altså Specsavers in-house marketing. Og her har man erfaring for hurtig udrykning, når der opstår en uventet reklamemulighed.
– Senest gjorde de noget lignende under OL i sommer i London. Her var baggrunden, at arrangørerne lavede en kæmpe-brøler og viste det sydkoreanske flag op til en kvindefodboldkamp mellem Colombia og Nordkorea, fortæller Tino Pedersen.
Nord- og Sydkorea har teknisk set været i væbnet konflikt siden 1949, og forholdet mellem de to nationer er som bekendt temmelig anstrengt – og den uheldige situation på stadion blev naturligvis brugt til at antyde, at arrangørerne af kampen har brug for nye briller.
Men hvordan kunne I overhovedet nå at have Adriano-annoncerne i aviserne i dag?
– Det krævede også en helt ekstraordinær indsats at skaffe annoncepladserne. Nogle havde ledig plads, men jeg tror, at B.T.s deadline vist nærmest var overskredet, da vi bankede på døren hos dem. Men med lidt velvilje og forståelse lykkedes det, siger Tino Pedersen.
Mediabureauet er Mediacom.