Svenske Smarteyes er i disse dage ved at være klar til at tage kampen op med de etablerede brille- og optikernavne som Synoptik, Profil Optik og Louis Nielsen på det danske marked.
Målet er som minimum at blive næststørst og have 45 butikker inden for en kort årrække, og kæden har hyret det danske kommunikationsbureau Crosstown Kommunikation til at stå for kommunikationen af kædens lancering og koncept.
– Smarteyes har en meget klar ambition med vores indtræden på det danske marked. Vi er klar over, at der venter en stor opgave i at forklare danskerne, hvorfor der skal være plads til endnu en optikerkæde. Men vi tror på, at vores koncept er vores største trumfkort i markedsføringen, siger kædens danske direktør Niels Adolfsen.
Konceptet går blandt andet ud på, at man kun opererer med to priser på briller – én for briller med enkeltstyrkeglas, og én for briller med flerstyrke glas – og det koncept har man valgt danske Crosstown Kommunikation til at få bredt ud til danskerne.
– Vi ønskede et bureau med et stærkt kendskab til både danske forbrugere og danske medier. Sammen med Crosstown er det vores opgave at kommunikere, at enkelhed, gode priser og mode godt kan kombineres. Det danske marked for briller er i høj grad præget af en uigennemskuelig pris- og rabatstruktur med fx en rabat, der svarer til din alder. Vi nøjes med blot to forskellige priser, selvom du kan vælge mellem 1000 stel og få præcis det produkt, du har brug for, siger Niels Adolfsen.
Crosstown Kommunikation skal håndtere al ekstern kommunikation i samarbejde med kædens danske kontor og det svenske hovedkontor
– For os er det en meget interessant udfordring at skulle kommunikere Smarteyes’ koncept på det danske optikermarked. Vi er selv store tilhængere af enkel kommunikation, og her kan vi tale direkte til forbrugeren og fortælle præcis, hvad de får, siger partner og rådgiver Niels C. Svanborg fra Crosstown Kommunikation.
Den første danske Smarteyes-butik åbner i Vejle i morgen, og herefter er det meningen, at der løbende skal skyde nye butikker op rundt i landet.