Ejendomsannoncerne udgør en sproglig niche. En halvtarvelig murermesterkasse opgraderes til herskabsbolig, palæagtig residens eller repræsentativ patriciavilla (en ofte set fejlfortolkning af patriciervilla). Alt er smukt, velbeliggende, praktisk og attraktivt, ubegribeligt at de nuværende ejere kan nænne at forlade deres liebhaverperler.
Mest forbløffende er dog priserne, der opfører sig som den berygtede kampsang fra Den Røde Hærs luftvåben: Vi stiger og stiger og sti-i-i-ger. Pauselån, flexlån og afdragsfri lån frister boligkøbere til at købe en knaldhytte til 4 millioner, hvilket er udtryk for optimistisk tiltro til et fortsat lavt renteniveau og sikkerhed på jobmarkedet.
De fikse lån forvrider forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Folk disponerer kortsigtet i forhold til de månedlige afdrag, ikke alle kalkulerer i deres køberus med ejendomsskatter, drift og vedligeholdelse og varmeregningen; olieprisen har passeret 50 $ tønden, og staten har – vistnok i forureningsbekæmpelsens tjeneste – gjort fyringsolie til et beskatningsobjekt, som om et varmt hjem var syndig luxus. Forståeligt nok er der fremgang for brændeovnsforhandlerne, og man kan undre sig over, at pejsebrænde ikke er pålagt strafafgift.
Pyramidalske ejendomspriser er ikke et isoleret dansk fænomen, vi ligger faktisk i den nedre ende af stignings-skalaen. Verdens overforbrug finansieres af friværdier, som kommer til udløsning ved salg eller ved ny prioritering. Det går, så længe der er dækning, men hvis man har lånt til op over skorstenen, står man med et problem, dersom priserne stagnerer eller falder og renten stiger. Man er stavnsbundet, hvis man overhovedet kan klare ydelserne.
Bare rolig, forsikrer friskfyr-økonomerne. Verden går stadig fremad, og livet er i forvejen en smitsom sygdom med døden til følge. Alligevel nager tvivlen, den internationale økonomi er trods alt tynget af et gigantisk amerikansk underskud på betalingsbalancen og i den offentlige økonomi. Et over ophedet Kina hærges af konkurser i megalomaniske industrikonglomerater, der midlertidigt afværges af forstående seddelproducerende statsbanker.
Krisesikret makroøkonomi er endnu ikke opfundet. Man kan forestille sig en dominoeffekt, hvor den psykologiske virkning af kraftige tab på fx det australske ejendomsmarked breder sig som den berygtede steppebrand og efterlader banker i en situation, hvor sikkerheden for udlån skrumper. Potentielle huskøbere udskyder deres beslutning, og de mest pressede husejere oplever, at de hverken kan sælge eller betale. Gevinster, der allerede er hjemtaget og anvendt til ”alt du kan eje”, kan ikke tilbageføres. Penge kan kun bruges en enkelt gang.
Tvangssalg og tvangsauktioner vil stige, mange familier klarer ikke presset og splittes (hvilket øger presset på boligmarkedet), og det private forbrug daler kraftigt med virksomhedslukninger, aktiedyk og fyringer til følge. Man bør naturligvis indføje disse aspekter i sin aftenbøn i håb om, at der er dækning for det lånefinansierede o verforbrug, men Herrens veje er uransagelige og kan sagtens omfatte en beslutning om at gøre op med dansen om guldkalven.
Der gives to økonomiske grundopfattelser, den optimistiske og den pessimistiske. Det er absolut sjovest at anlægge et lyst syn og lade Dankortet gløde, ingen kender alligevel dagen i morgen: Skulle alt ramle, så finder man nok en ordning. Triste typer, der nedbringer deres personlige gæld, er hængemuler.
Forhenværende husjere og studielånere, der gik bankerot under krisen i 1980’erne, troede, at deres gæld var glemt. Men 17 år senere modtager de et anbefalet brev med krav om tilbagebetaling med renters rente. Det kaster en dyster skygge over hverdagen – med mindre man har et lukrativt job som fx ejendomsmægler, Få erhvervsgrupper har som disse skummet piskefløden, og når det i nogle tilfælde lykkes dem at få salær fra både køber og sælger, så er det jo bare lækkert. Blandt de øvrige, der profiterer på raketpriserne, er staten.
Det tarveligste af det hele er, at det bliver stadig sværere fo r unge familier at stifte bo. Ikke nok med, at det kræver to husstandsindkomster, de skal også ligge på den rigtige side af 800.000 kr., og der skal også være råd til en bil eller to. Det offentlige tager situationen relativt roligt og kunne ikke drømme om at bygge billige boliger, for det vil være konkurrenceforvridende over for de private bygherrer, som foretrækker at opføre smarte lejligheder til velbeslåede udlandsdanskere.
Menneskerettigheder er blevet et mantra. Fremfor at forsvare en ”dansk” landsforræders ret til at føre hellig krig burde man snarere agitere for retten til en bolig, som folk kan betale. Det er en fundamental menneskeret. Det er godt at bo godt, lød et slogan fra den almennyttige boligsektor. Kom i gang med at bygge til de, der trods alt skal betale, når vi bli’r gamle. Hvis det bliver for dyrt, kan vi invitere bygningsarbejdere fra Baltikum, der er parat til at bestille noget.