Da it-boblen brast, markerede det verdensrekord for en branches start, storhed og styrt. Kun få forudså, at overophedningen byggede på glødende luft og tommer visioner. Vi andre hujede med af frygt for at blive efterladt på historiens banegård. Af dotcom-ruinerne steg en mere moderat og tilpasset generation af serviceudbydere, og nye virksomheder vil blive opkøbt, efterhånden som de har vist deres berettigelse på et marked under konstant forandring.
For snart 50 år siden drev min farfar og farmor en manufakturforretning i Vester Voldgade, København V, og på skolefridage var jeg en velkommen gæst og stik-i-rend dreng. Her fik jeg en praktisk indføring i detailhandelens grundtræk, men da dette ikke er tænkt som forstudier til mine af flere bogforlag efterspurgte erindringer, skal jeg indskrænke mig til at trække en enkelt tråd fra 50’ernes erhvervsliv til vore dages – med det formål at eftervise, at brancher og forretningsområder forandrer sig og let kan forsvinde. Manufakturbutikken, der allerede i 1960 var en forældet distributionskanal for damelingeri, modtog nylonstrømper til opmaskning.
Man må forestille sig en efterkrigsepoke, hvor de elegante nylonstrømper afløste de endnu mere kostbare silkestrømper. Efter en lang periode med varemangel, erstatningsprodukter og omsyede bomuldsfrakker trængte vore damer til at føle sig elegante, og det revolutionerende materiale Nylon, der blev efterfulgt af Dralon, Raylon og Spinlon, var en følge af den stadig mere avancerede cracking af råolie, som gjorde det muligt at spinde kunstfibre. Nylonstrømperne kostede flere hundrede kroner, omregnet til nutidens købekraft, og man smed dem ikke bare ud, når der var løbet en maske. Nej, de blev indleveret i manufakturforretningen, der et par gange om ugen fik besøg af et bud fra opmaskningscentralen. Ude i omegnen sad kvinder og reparerede nylonstrømperne, og taksten blev beregnet i forhold til antallet af genoprettede masker. Budet bragte de reparerede strømper retur til butikken.
Deng ang var det stadig almindeligt at gå til fotografen, når familien skulle foreviges. Nok havde mange et boxkamera, men de afgørende billeder skulle tages af en fagmand. Ældre lyttere husker Kehlet Stella Nova, et landsdækkende kædesystem af fotoateliers. I dag klager skolefotograferne over, at tyvagtige forældre indscanner børnenes klassebilleder og leverer gennemsynskopierne retur uden at betale. Fotohandlerne må også se i øjnene, at stadig flere stamkunder stopper med at indlevere og afhente film til fremkaldelse, fordi de selv er i stand til at fremstille papirfotos hurtigere og billigere og næsten lige så professionelt.
Datastuerne og tastedamerne er væk, det samme gælder fotosatsleverandører og duplikeringsbureauer. Hvad blev der af rullekonerne, skrædderne og ismejerierne? For ikke at tale om alle de håndværksfag, der gled ud: Bødkeren, stukkatøren, possementmageren, rebslageren. I dag synes slagteren og bageren i farezonen, for kød og brød kan standardiseres, leveres og styres centralt med fælles produ ktudvikling, logistik og markedsføring, og de unge vil hverken stå op kl. 2 om natten eller tage et selvstændigt ansvar for at drive en butik med flere ansatte. Tilbage vil der være leverandører af delikatesser, der som den geniale bagerikæde Emmery’s sælger efter vægt og kan forsvare og forklare en pris på 85 kr. for et gærfrit brød.
I køb og smid væk og gør det selv-civilisationen er risikoen for at have investeret i en forkert branche mere uberegnelig. For få år siden var det interessant at drive rejsebureauer og flyselskaber, nu booker folk lavprisbilletter på nettet, piloterne mister deres stjernestatus, og et hjem uden computer er snart et særsyn. Den del af befolkningen, som endnu ikke har taget sig sammen, føler sig marginaliseret og irriteret af al den www-snak. PC’en er nu lige så selvfølgelig som telefonen.
Boghandlere og apoteker er under branchepres, fordi man må sælge såvel hovedværker som hovedpinepiller i den øvrige detailhandel. Netop i disse dage slipper Bonniers danske bogforlag priserne lø s, mens andre brancherebeller er i gang med at underminere den lurvede 15%-standardkontrakt mellem forfattere og forlag. Intet er eller bliver, som det var engang; karetmageren følte det, da efterspørgslen på landauere og charabancer blev væk, fordi køberne foretrak en nymodens Oldsmobile.
Reklamebranchen har også set advarselslygterne, og de svageste dyr i flokken er bukket under. Selve ordet reklame er under pres, markedsføring virker mere dækkende, og smager dog – undskyld, kære blad – lidt af handelsskole en tirsdag aften i lysstofrørenes skær. For tiden er det vel mere hipt at sige, at man er indenfor branding-branchen. Brandmanager lyder finere end produktassistent, og da vi alle skal passe på virksomhedens brand, er betegnelsen forsvarlig. Bortset fra, at disse amerikanske titler underminerer det eksisterende titelhierarki; ordet manager får os stadig til at tænke på Mogens Palle eller Eugen Tajmer.
Intet under, at flexibilitet, omstillingsparathed og mobilitet er efterspurgte egenskaber. Hverken en ma nufakturforretning eller en elevplads i Statsanstalten er længere nogen livsforsikring.