Aarhus har en masse at byde på, der nok kunne vække opmærksomhed internationalt, og borgerne er generelt glade for at bo i kommunen. Men indbyggerne er lidt for beskedne, og måske er byen ikke direkte nok i sin markedsføring.
Det er nogle af de foreløbige konklusioner, som britiske branding-eksperter er kommet frem til efter det indledende arbejde med at definere byens identitet og udarbejde den strategi, som skal sælge Aarhus fremover.
Branding-folkene har dels gennemført en stor spørgeskemaundersøgelse blandt borgerne, dels interviewet en lang række interessenter fra alle dele af samfundet.
Et tydeligt budskab tegner sig, siger David Adam, en af de internationale byudviklingseksperter: Byen har en driftig evne til at bringe dygtige mennesker sammen på nye måder med henblik på at gøre tingene bedre, og det kan byen sagtens bruge i markedsføringen.