Den britiske modekæde Topshop er blandt andet er kendt for sine populære high-street kollektioner.
Kæden som samarbejder med designere som danske Peter Jensen, svenske Ann-Sofie Back, Preen og Kate Moss med flere, har nu for alvor kastet sin kærlighed på det koldingensiske streetwear-mærke pa:nuu.
Lige nu udsmykker kæden således sine vinduer ud mod Oxford Circus i London med pa:nuu-design, og det er faktisk aldrig sket før i modekædens historie, at et andet mærke end Topshops eget har fået plads i de meget prestigefyldte udstillingsvinduer.
– Vi er meget stolte af samarbejdet med Topshop. Det er en god kombination af hårdt arbejde og held, der har bragt os hertil i dag, siger Cathrine Nielsen fra pa:nuu.
Samarbejdet mellem Topshop og pa:nuu startede tilbage i 2007, hvor den danske designduo bag mærket udarbejdede to kollektioner for kæden.
Den farverige kollektion, som altså lige nu pryder de store vinduer i London-butikken, er dermed danskernes tredje for modegiganten.
Pa:nuu – som i øvrigt står for ”People Are Not Usually Useless” – sælges i 23 lande og er kendt for deres mange events, som blandt andet holdes i samarbejde med WAD Magazine. Senest under modeugen i København, Paris og New York.