Cannes var for manges vedkommende en skuffelse i år. Markedsføring, som stod bag et dagligt nyhedsbrev, der var blevet til i samarbejde med Dansk Reklamefilm, fornemmede stemningen på tæt hold, og den – stemningen altså – bevægede sig ned på minuspunktet da dagen oprandt, hvor vinderne i Filmkategorien blev offentliggjort.
Danmark vandt ingen løver i filmkategorien, og opnåede kun 5 nomineringer, bl.a. to til Bates, men ingen til Grey København, hvor mange ellers havde troet på deres film for Ekstra-Bladet.
Men som tiden gik – gik det også op for danskerne, at den populære, men meget danske stil med “folkekomedier“ ikke vandt gehør hos de udenlandske kollegaer – der primært præmierede efter enkelthed og æstetik.
Danskerne var dog ikke de eneste, der gik slukørede hjem fra prisoverrækkelsen i filmkategorien i år. Løve høsten varlille i år, og dommerkommiteen annoncerede da også, at niveauet var lavt, meget lavt – det laveste der længe var set.

EN MEDIALION, EN CYBERLION OG…
Danmark kunne så i stedet slæbe afsted med en løve i den relativt nye kategori MediaLion, hvor Mediacom og Grey København, som de eneste i kategorien, vandt en MediaLion i kategorien “Best of outdoor“ for stilladsreklamen “Catwalk“.
Danmark havde meget få sites med i CyberLion kategorien, men det lykkede alligevel at gøre sig heldigt bemærket, da Framfab og Grey Interaktive fik overrakt en CyberLion for deres Nike Football site. En pris der trods megen snak om det modsatte, ifølge mange bevidnede, at Danmark ikke er helt tabt bag en vogn, når det gælder god kommunikation på internettet.
I Press&Poster vandt Grey København en Sølvløve for Bianco Footwear, som Thomas Hoffmann havde stået bag. Thomas Hoffmann sad også i Press&Poster dommerkomiteen, men havde dog intet med sin egen Sølvløve at gøre.

ALT I ALT
Alt i alt en sølle høst, især fordi så mange havde sat næsen op efter mere.
Der var mange bud på, hvordan Danmark kan gøre det bedre på internationalt plan, mens andre påstod at det jo, når alt kom til alt, var det hjemmelige marked det virkelig galt – så kan man jo kun undre sig over, at så mange gider at stille op i internationale priskonkurrencer, hvilket jo hverken er let eller billigt.
Et godt bud på, hvordan Danmark kunne gøre det bedre var, at de rent faktisk kunne gå ind og se filmene, i stedet for at ligge på stranden – en anden var, at Danmark kunne danne en national dommerkomite, bestående af kreative fra forskellige bureauer, som så udvalgte de bidrag, som de troede mest på, hvilket igen kunne styrke den danske deltagelse.
Så enden på det hele må vel blive, at enten tager Danmark ved lære at årets sølle høst, eller også accepterer vi Cannes som en festlig event, hvor man primært kommer for at dyrke det sociale.

1. Bianco (foto i fotomappen: MF17)