Fodbold er hjerteblod – ikke mindst på Vestegnen – og lige nu kan de blå-gule ikke kun glæde sig over at ligge på en foreløbig andenplads i Superligaen, men også over at være med i finalefeltet ved kommunikations- og PR-pris-festen European Excellence Awards.

Det er klubbens livestreaming-app Brøndby Indefra, der som en af fem nominerede cases skal kæmpe om prisen i “Mobile Communications & Apps”-kategorien.

App’en blev lanceret i august, og siden da er den downloadet over 20.000 gange fra App Store og Google Play, hvilket har givet over 325.000 videoafspilninger på Brøndby-fansenes mobiler, som har fået alt fra livechats og spas i omklædningen til pressemøder og tilgang af nye spillere op på skærmen.

Og nomineringen glæder naturligvis klubben.

– Vi er glade for i første omgang at have fået et skulderklap fra den europæiske kommunikationsbranche igennem denne nominering, men det vigtigste parameter er trods alt stadigvæk den tætte dialog, vi har med vores fans. Vi arbejder hele tiden på at blive endnu bedre til at dele små og store øjeblikke her fra Vestegnen i Brøndby Indefra og derigennem skabe endnu stærkere bånd mellem klub og fans, siger Christian Schultz, der er kommunikationschef i Brøndby IF.

Andre danske navne i spil

Og Brøndby er ikke alene om at holde fanen højt for Danmark ved dette års European Excellence Awards.

Blandt de nominerede finder man således også:

– DONG Energy, der sammen med Hill & Knowlton Strategies er nomineret i branche-kategorien Energy for Gør Danmark Grønnere-indsatsen

– Digitaliseringsstyrelsen, der samme med LEAD Agency er nomineret for Sikker På Nettet-kampagnen i kategorien Government Agencies & Parties

– Momondos DNA Journey, som Radius Kommunikation er PR-bureau for, er nomineret i kategorien Viral Communications

– Maersk Oil er nomineret for How Will You Save a Life? i kategorien Change Communications

– Chr. Hansen er nomineret for sit intranet i kategorien af samme navn

– Carlsberg er – sammen med Cohn & Wolfe i Sverige nominret for sin øl-is ”SorBeer” i kategorien Food & Beverages.

Alle de nominerede kan ses her – og priserne uddeles i Berlin den 8. december.