Brøndby IF bliver ikke en del af forhandlingerne om en ny tv-aftale for Superligaen med virkning fra 1. juli 2015.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

– Vort ønske har hele vejen været en fælles aftale, men det har desværre ikke været muligt, siger bestyrelsesformand Aldo Petersen og uddyber: ”Vi har forgæves forsøgt at vinde genhør for det synspunkt, at fordelingen af indtægterne i forbindelse med den næste TV-aftale i højere grad skal baseres på, hvem der står stærkest hos seerne”.

Direktør i Superligaen A/S, Claus Thomsen, bekræfter over for Ritzau, at Brøndby foreløbigt har sat sig uden for en aftale.

Superligaen A/S har desuden oplyst i en pressemeddelelse, at de 11 øvrige klubber har indgået en aftale om et fælles salg.

Superligaens eksisterende medieaftale udløber ved udgangen af sæsonen 2014/2015 og skal derfor udbydes på ny.

/ritzau/