Der er opløftende nyt til tv-branchen. Trods vedvarende meldinger om, at online-medierne æder alt, holder det gamle fjernsynsapparat stand.
En ny amerikansk undersøgelse lavet af ”Council for Research Excellence” og betalt af Nielsen Company viser, at tv fortsat er det dominerende medie. Faktisk ser en gennemsnitsamerikaner over 18 år fjernsyn i 5 timer og 9 minutter om dagen. Bliver det lagt sammen med tiden foran computeren og andre skærm-medier, viser det sig, at amerikanerne bruger otte en halv time om dagen foran en skærm, og bliver udsat for reklamer i 61 minutter. Det skriver New York Times. 
Det samlede tidsforbrug foran skærmene er stort set det samme på tværs af aldersgrupperne, med untagelsen af de 45 til 54-årige, der i snit bruger en time mere om dagen.
De 18 til 24-årige ser ikke overraskende mindst fjernsyn (tre en halv time om dagen), men til gengæld er det de 35 til 44 årige, der bruger mest tid på nettet (74 minutter).
Kun 350 personer har deltaget i undersøgelsen, men de er derimod blevet overvåget fremfor at blive interviewet. Undersøgelsen kostede små 20 millioner kroner.

Læs mere om undersøgelsen