I sidste uges Markedsføring kunne vi fortælle, at Jubii med deres Jubii Nation har store forventninger til brugerbetalingen på nettet. De regner med at få 100.000 medlemmer af deres loyalitetskoncept, hvor man skal betale et fast beløb på 250,- kr. for at få adgang til ekstra fordele. Jubiis nærmeste konkurrenter Sol og Opasia er også klar med betalingskoncepter, der dog ikke er bygget op omkring et loyalitetskoncept, men ved bl.a. micropayment. Begge portaler har store forventninger til de nye indtjeningsmuligheder, selvom de begge indrømmer, at der nok går et par år inden det store gennembrud kommer. De forventer dog begge, at knap 20 procent af deres indtjening inden for det næste år kommer fra brugerbetaling.
– Det bliver spændende at se, hvordan Jubii Nation udvikler sig. Jeg håber virkelig, at de får succes, for så har vi andre også en mulighed for at opkræve penge af brugerne. Vi har ingen planer om at tage betaling for traditionelt indhold, men kun for tjenester som eks. ringetoner og SMS, siger Rene Bang Hansen, marketingdirektør hos Sol. Her lancerede man microbetaling på SMS og ringetoner for et par uger siden.
Han tror indtjeningen fra brugerbetaling på internetmarkedet vil være på 20 procent næste år. De sidste 80 procent vil komme fra annoncering og især fra partnerskabsaftaler.
– Andelen af partnerskaber vil være stigende i de kommende år. Annoncering er stadig effektfuld, men markedet efterspørger mere integrerede samarbejder med partnere end traditionel annoncering, siger han.
Hos TDC er man enig i at gratisprincippet på internettet er på vej væk, selvom det går langsomt. Man går derfor målrettet efter at udnytte det forhold, at TDC i forvejen sender en regning ud til kunderne. I fremtiden vil man udbyde tillægsprodukter gennem det almindelige internetabonnement. Desuden er man i fuld gang med at eksperimentere med micropayment, men det skal udelukkende ses som et supplement til den anden form for indtjening.
– Der er ingen forretningsmuligheder som kan forsvare gratis content, for hvis det skal være ordentligt koster det penge. Vi oplever en shakeout, hvor en stribe aktører og medier lukker eller lægger deres strategi om, så der kommer en koncentration og en begyndende adfærdsændring mod betaling. Til at begynde med bliver det ikke som en alternativ indtjeningsmåde, men som et supplement, siger Christian Peytz, mediedirektør hos Opasia. Han gætter på, at omkring 15 procent af indtjeningen på nettet om et år vil komme fra brugerbetaling.
– Det er det samme skisma som de kommercielle tv-stationer TV3 og TvDanmark har været igennem. Tidligere levede de primært af reklamer, mens en stor del af deres indtægter nu kommer fra abonnement på kabel-tv, siger Christian Peytz, der mener, at der kommer til at gå et stykke før betaling bryder rigtigt igennem.
– Internettet har været præget af en gratis kultur som på det seneste har været en hæmsko for udviklingen. Brugerbetalingen skal virke som den nye motivator, siger han.