Det er ikke en hverdagsbegivenhed, at DR’s dukker også kommer ud i butikkerne som bamser og krammedyr.
Kaj og Andrea, Anna og Lotte og ikke mindst Bamse, Kylling og Ælling har haft æren, men på mandag lancerer DR Multimedie også den trodsige og selvstændige bjørn Bruno som krammedyr. Det sker dels i DR’s egen netbutik og dels i en række legetøjsbutikker. Det skriver dr.dk.
– Bruno har over 100.000 fans på Facebook, hvilket er et usædvanligt højt tal. Børnene kan godt lide, at han ikke kun er sød, men også fræk og antiautoritær. Og vi har fået rigtig mange henvendelser fra børn, der gerne vil have en Bruno-bamse at ligge i arm med, siger redaktør Camilla Lyngbo Wolden-Ræthinge fra DR Multimedie, der samarbejder med legetøjsfirmaet Maki om udgivelsen.
Bruno blev født for seks år siden, og han er udviklet af Signe Lindkvist, Anders Lund Madsen og Karsten Andersen og det er skuespilleren Rasmus Bjerg, der med drevent jysk dialekt, er ”indeni Bruno”.
Bruno startede som lågeåbner før og efter ”Bamses Julerejse” i 2005, og siden har han også optrådt på DR Ramasjang, i MGP, i Cirkus Summarum samt i serien ”Far, mor og Bjørn”. Senest har han også fået eget tv-show, ”Brunos Kloshow”.
Det er de 7-10-årige børn, der er hovedmålgruppen, og Camilla Lyngbo Wolden-Ræthinge tror på, at Bruno er ” så sej”, at de gerne vil have deres egen udgave af klo-bamsen.
I første omgang bliver Bruno udsendt i tre forskellige størrelser. Han er udformet i strik og kommer præcis som man kender ham fra skærmen med blå overalls, nøglekæde, skind, lapper og klo.
– Det har taget næsten halvandet år at udvikle bamserne, så de er kommet til at ligne Bruno helt præcist. Håbet er, at det bliver en DR-klassiker på linje med nogle af de andre dukker som alle kender, siger Camilla Lyngbo Wolden-Ræthinge.
DR oplyser endvidere, at man overvejer, om der er flere af DR’s figurer, der ligeledes skal på markedet, men først vil DR Multimedie se, hvordan det går med Bruno.