Den illegale handel med læskedrikke i kiosker lever og har det godt. Det
mærker bryggerierne. Over de seneste par år er bryggeriernes salg til
kioskerne faldet med 29 procent. Det viser tal, som Bryggeriforeningen
offentliggør i næste uge.
Kommunikationschef Kaspar Bach siger, at det dalende salg kun viser sig
til kioskerne, mens det ikke afspejler sig til detailhandlen.
– Tallene taler deres eget tydelige sprog. Den illegale handel er stadig
ude af kontrol, selv om Folketinget i flere omgange har forsøgt at standse
handlen med sorte sodavand gennem lovændringer. Kioskerne har et uændret
stort salg af sodavand, siger Kaspar Bach til Ritzau. Han mener, at den
sorte handel med læskedrikke er gennemorganiseret og helt åbenlys.
– Hvor kommer varerne fra, hvis det ikke kommer fra kioskernes mamutlagre
i Malmø? Enhver kan tage til Malmø og studere de københavnske kioskers
leverandører. Den illegale handel er helt ud af kontrol, siger Kaspar
Bach.
Skat har netop offentliggjort en undersøgelse, der viser, at det illegale
salg er faldende. Det mærker bryggerierne bare ikke.
/ritzau/