De såkaldte Ready-to-drink produkter som f.eks. Smirnoff Ice og Bacardi Breezer er en af de hurtigst voksende kategorier i øjeblikket. Nu vil Bryggerigruppen også have en del af markedet, og derfor sender selskabet d. 28. april et nyudviklet produkt på gaden under navnet F.R.O.C.
Bryggerigruppen har dog valgt at gå egne veje og udvikle sit eget produkt på basis af malt i stedet for at mikse med et spiritus-produkt. Det betyder, at F.R.O.C teknisk set er en øl og derfor kan placeres på gulvet sammen med andre øl i supermarkederne.
Smagsmæssigt placerer produktet sig dog i samme kategori som andre Ready-to-drink produkter. Dog har Bryggerigruppen gjort smagen stærkere – alkohol-indholdet trænger mere igennem – bl.a. for at placere produktet længere væk fra de helt unge. Ready-to-drink produkter er netop blevet kritiseret for at fremme drikkeri hos de helt unge, fordi de smager som sodavand. Senest har Cocio varslet en chokolademælk med spiritus i, og det fremkaldte en del kritisk omtale.
F.R.O.C kommer i to smagsvarianter – F.R.O.C Ice samt Brazil der er inspireret af den brasilianske nationaldrik Caipirinha – og vil blive markedsført gennem dels en guerilla-kampagne med en del events overfor målgruppen samt med kommunikation i magasiner og outdoor. fin