Det hele startede med lyserøde sløjfer og armbånd for efterhånden 10 år siden, men i dag er de årligt tilbagevendende Støt Brysterne-kampagner fra Kræftens Bekæmpelse nærmest blevet en folkebevægelse.
Efter at organisationen sammen med reklamebureauet Zupa Recommended tidligere i år havde valgt at gentænke kampagnens strategiske udgangspunkt, blev radiostationen NOVA i år et af de centrale omdrejningspunkter i Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne-kampagne.
Og valget af radiostationen som samarbejdspartner og indsamlingskanal har tilsyneladende ikke været et dårligt træk.
NOVA-kampagnen kulminerede i lørdags i forbindelse med ”Lyserød Lørdag”, og parterne kunne i den forbindelse berette, at tre ugers indsamling i æteren havde givet sms-donationer fra stationens lyttere for over 1,1 millioner kroner.
– I tilgift var hele landet nærmest i aktion i lørdags. Over 3.000 frivillige over det ganske land malede 146 byer lyserøde med alt fra cupcakes og zumba til mandeløb i tæt samarbejde med omkring 2.500 butikker og otte storcentre. Vi har ikke det endelige indsamlingsresultat fra dagen, men vi regner helt bestemt med, at vi slår resultatet fra sidste år, som var på 2,1 millioner kroner, siger Carina Winther, der er kampagneansvarlig hos Kræftens Bekæmpelse for Støt Brysterne.
Og ikke mindst årets online egen-indsamlinger tegner til at blive den helt store succes, fortæller Carina Winther videre.
– De fire værter på NOVA – Benedicte Balling, Dennis Ravn, Lars Johansson og Mai-Britt Vingsøe – gik forrest og oprettede deres egne, personlige indsamlinger, og det er der siden da rigtig mange, både enkeltpersoner og virksomheder, der har gjort. Og allerede nu – hvor der stadig er over tre uger tilbage af kampagneperioden – er vi tæt på 500.000 kroner. Det er 100.000 kroner mere end denne aktivitet gav sidste år, da hele kampagneperioden var slut, siger Carina Winther.
Kræftens Bekæmpelses kampagne ”Støt Brysterne” har i sin 10-årige levetid indsamlet over 100 millioner kroner til støtte for arbejdet mod brystkræft.