For anden måned i træk er det lykkedes BT at få noteret et oplag, der er større end Ekstra Bladet. Det sker dog på basis af en mere moderat stigningstakt end i maj. Juni-oplaget blev for BT et plus på ca. 3.200 til 131.703. I maj var stigningen væsentlig større (ca. 8000) og oplaget landede på 130.800.
Ekstra Bladet blev i juni noteret til et fald på ca. 7.200 til et oplag på 129.233. I maj var minusset på 5.700 og oplaget 128.120. Når juli måneds tal kommer vil BT formentlig være endnu større end Ekstra Bladet, men det er ikke noget, der giver adm. dir. Jan Damgaard panderynker.
– BT får traditionelt mere ud af sommeren, end vi gør, og den er da også gået stort set som forventeligt og budgetteret – med en tendens til en tand bedre set fra vores side, siger Jan Damgaard.
Set fra hans bord er det BTs aggressive satsning på abonnements-salg, der gør forskellen, og derfor slår han fortsat koldt vand i blodet over for, at det er lykkedes BT at overhale Ekstra Bladet.
– Vi har fået et lille plus på løssalget, mens BT har vundet på abonnements-siden. Men vi vil ikke kæmpe på den bane, og derfor skal det blive spændende at se, hvor vi kommer til at ligge – både hvad angår niveauet og forskellen mellem os, når vi nu kommer igang efter sommerferien, siger Jan Damgaard. fin