BT har afgjort den bureau-konkurrence, som startede blandt tre bureauer i marts måned. Deltagerne var Wibroe, Duckert & Partners, Robert/Boisen & Likeminded samt &Co. Sidstnævnte trak sig dog før påske, og blandt de to andre valgte BT så Wibroe, Duckert & Partners, der således kommer til at erstatte Bates/Red Cell.
– Vi fik to gode oplæg, men vi fandt det kommunikations-strategiske oplæg fra Partners som det mest overbevisende, siger markedsdirektør Hanne Kirstein, der glæder sig til at komme i gang med det nye samarbejde.
Men hun og Partners har travlt. BT vil gerne i luften med en ny kampagne i juni, og derfor haster det kreative udviklingsarbejde.
Der har i medierne været spekuleret i en større relancering, men sådan ser man ikke på det hos BT.
– Vi er i gang med at spidse avisen til, men det er en løbende proces, som også vil fortsætte efter juni. Vi ser det derfor ikke som en relancering, og kampagnen går ud på at lancere profilen – ikke avisen. Det skal være et langtidsholdbart koncept, siger Hanne Kirstein.
BT har ikke været på gaden med en større kampagne siden 2001. fin