Forskellen mellem BT og Ekstra Bladet bliver stadig tydeligere. Både i forhold til den royale dækning og oplagsforventningerne har de to aviser vidt forskelligt udgangspunkt.
Mens BT øger trykoplaget forventer Ekstra Bladet ikke at sælge flere aviser som følge af brylluppet.
– Folk er mætte, når de slukker for tv’et i aften, og begivenheder, som bliver dækket så intenst i tv sælger ikke ekstra aviser hos os. Tv har taget noget af den effekt, som vi tidligere kunne få, siger Jan Damgaard, bladdirektør hos Ekstra Bladet. Han mener generelt, at dækningen i andre medier er helt ude af proportion.
Hos BT har man satset på at have en massiv royal dækning, som man håber også vil smitte af på avissalget. Derfor har man også besluttet at øge trykoplaget i hele ugen op til brylluppet.
BT’s adm. dir., Lars Bo Haber-Petersen, forventer at de første dage gav et ekstra salg på under 10 procent, mens der i dag og i morgen vil blive solgt mellem 20-30 procent flere aviser. Allerede søndag forventer BT’s direktør, at salget vil normalisere sig.
– Vi ville ikke forhøje, hvis vi ikke troede på det, men vi kender selvfølgelig ikke tallet endnu, siger Lars Bo Haber-Petersen, der understreger, at netop bryllupsugen har været fuld af andre nyheder som eks. fodboldbraget FCK-Brøndby og Det internationale Melodi Grandprix i Tyrkiet.
BT’s direktør glæder sig samtidig over, at BT igen er over 100.000 i oplag.
– Vi sælger fornuftigt igen og ligger stabilt over 100.000, siger Lars Bo Haber-Petersen. jür/fin