BT må nu også yde deres i Det Berlingske Hus’ konkurrence med MetroXpress. Siden forrige mandag har BT leveret mandagens sportsstof til Urban og BT’s chefredaktør Kristian Lund frygter, at det vil undergrave BT’s løssalg.
Han har i en mail til medarbejderne understreget, at det er med stor ulyst, at BT skal yde sin skærv til kampen mod MetroXpress. Kristian Lund er meget nervøs for konsekvenserne for BT’s løssalg, hvis læserne opdager, at Urban bringer BT’s sportsstof og han har derfor foreslået, at man over for læserne skjuler, at stoffet kommer fra BT.
Koncerndirektør Lasse Bolander, Det Berlingske Officin, forstår godt Kristian Lund’s bekymring på det korte sigt, men er overbevist om, at det på det lange sigt er den rigtige beslutning. Han pointerer dog, at Berlingske aldrig vil diktere BT at sælge unikt redaktionelt indhold til Urban.