BT ønsker at være en familie-avis, hvor bryster og blod er bandlyst på forsiden. Man ønsker også at distancere sig fra de vilde tabloid-sensationer, hvor f.eks. en mord-sag bliver blæst for voldsomt op.
Men den linje kom til at koste oplag i februar, hvor BT dykkede ned under 100.000 mærket, mener chefredaktør Arne Ullum.
– Vi har gennemført den nye redaktionelle linje meget konsekvent – og måske lidt hurtigere end vi ellers havde regnet med. Vi havde vitterlig en reel forhåbning om, at vi ville holde os over de 100.000, men når vi så oplever en februar måned, der har været nyhedsmæssigt meget tynd, så har vores fravalg af forside-emner nok ramt os hårdere end Ekstra Bladet og vi har måske også smidt nogle læsere over til Ekstra Bladet. Vi har tabt på det korte sigt, men jeg tror, vi har vundet noget på længere sigt – f.eks. i form af troværdighed. Desuden hæfter jeg mig ved en række positive tilbagemeldinger fra annoncører omkring det redaktionelle miljø, siger Arne Ullum.
Han peger desuden på, at BT har holdt igen på markedsførings-kronerne for at gemme al krudtet til man vil relancere avisen – en relancering, som han i øvrigt ikke vil sætte dato på.
– Datoen d. 14. maj er Berlingske Tidendes gæt. Vi ønsker ikke at udtale os om, hvornår avisen bliver relanceret, siger Arne Ullum. fin