Tre buddhistiske munke i selskab med en ged i snor udforsker et af Spies’ Sunwing Resorts og skriver hjem til deres åndelige leder Master Tenzion.

Munkene opdager børn i poolen med oppustelige bade-hajer og krokodiller og afslappede voksne, der læser blade og romaner i liggestole ved stranden:

– De indfødte i dette ferietempel lever i harmoni med de vilde dyr og studerer mystiske visdomsbøger hver dag, beretter de for deres mester, som til sidst får at vide, at de tre munke har besluttet at forlænge deres ophold for at lære mere om ”afslapning”.

Markedsføring har sammen med analyseinstituttet Nielsen testet Spies-filmen i den seneste udgave af Karakterbogen Online, og det er der kommet fine resultater ud af.

Kristian Nørgaard Jensen, der er Client Service Director hos Nielsen, siger:

– Reklamen er sjov, seerne forstår den, og den virker. Hvis vi ser på det isoleret set, kan man sige, at Spies kører den hjem på reklamens veludførte kreative indhold. Men, efter min mening, er reklamens største bedrift den synlighed og brand recognition, som den formår at skabe. For det er nok noget af det sværeste at lykkes med, når det gælder reklamer for rejsebranchen.

Hele 79 procent af seerne kan identificere afsenderen som Spies. Kun få nævner en forkert afsender: 4,5 procent siger Star Tour – 2,3 procent Apollo – og 2 procent Bravo Tours.

Det er flot – ikke mindst i rejsebranchen, hvor det erfaringsmæssigt er ret vanskeligt at skille sig ud fra konkurrenterne. Og det er også brandingen, Eva Lundgren fremhæver først, når man spørger hende, hvilket af resultaterne i Nielsens test, hun er mest glad for.

– Det er en offentlig hemmelighed i branchen, at rejsebureauer generelt har vanskeligt ved at skille sig ud fra konkurrenterne i deres kommunikation. Vi sælger alle sammen drømmen om de skønne ferier, og mange gange er det sådan, at vi i bedste fald reklamerer for en destination – i værste fald for konkurrenterne – fordi forbrugerne ofte har svært ved at skelne os fra hinanden. Så på den baggrund er det svært at få armene ned over den branding, som vores film skaber, siger Eva Lundgren.

Få hele testresultatet i Markedsføring nr. 3, som er på gaden i denne uge – og se Spies-filmen her.