Avisbude er efterspurgte som aldrig før, men budfirmaerne har stadig svært
ved at tjene penge. Fem budfirmaer, som deler aviser ud for
Bladkompagniet, døjer med millionunderskud, og de fire balancerer på
randen af en konkurs, skriver nyhedsbrevet 3F.
3F har haft revisor og Ph.d. ved Syddansk Universitet, Ole Friis, til at
gennemgå regnskaberne i de ti største af de i alt 20 budfirmaer, som deler
aviser ud for Bladkompagniet på Sjælland. Og han konkluderer, at
budfirmaerne har svært ved at få deres omkostninger ned på et niveau, hvor
de bliver dækket af indtægten fra Bladkompagniet, der ejes af Berlingske
Tidende, Jyllands-Posten og Politiken.
Fire af dem er i overhængende fare for at dreje nøglen om, vurderer
revisoren.
/ritzau/