Danske Spil har Østre Landsrets ord for, at spillemonopolet er i orden. Samtidig tilbyder ca. 40 udenlandske spillefirmaer deres produkter til danske spillere, og disse spil markedsføres i stor stil i dansksprogede medier. Er monopolet reelt brudt, når Danske Spil bruger 150 mio. kr. årligt på markedsføring, og ”Udenlandske Spil” bruger 400 mio. kr.? Eller bruger de 180 mio. kr.?
De 400 mio. kr. stammer fra Unibet.com, der har estimeret beløbet med udgangspunkt i eget forbrug. Det har fået konkurrenten, Sportingbet, på banen med det langt lavere beløb.
– Det er svært at se, at udenlandske spiludbydere skulle bruge mere end 180 mio. kr. brutto på markedsføring. Ser vi på Gallup AdFacts, har spillebranchen indtil nu brugt stort set lige så mange penge på medier som i hele 2005, ca. 205 mio. kr. Hvis man fremskriver beløbet til resten af året, bliver det 230 mio. kr., siger Sportingbets scandinaviske marketing manager, Mikkel Vejlgaard, til Markedsføring.
Til de nævnte tal skal lægges online og tv-sponsorater. Det runder næppe 75 mio. kr., vurderer Sportingbet, der er blandt markedets største onlineannoncører.
– Selv om man estimerer tv og online meget højt, er det svært at se, at udenlandske spiludbydere skulle bruge for mere end 170-180 mio. kr. brutto. Der er meget langt til de 400 mio. kr., og man må formode, at Danske Spil stadig sidder på 40-50 pct. af annonceforbruget i sektoren, siger Mikkel Vejlgaard. peng