Gennem mere end 10 år har folkene hos Make gjort sig bemærket som de strategiske og kreative bureau-hjerner bag bl.a. masser af prisvindende internationale og nationale rebranding-projekter – og nu er det tid til at udvide butikken.
Så pr. 1. marts slår Make dørene op for eget kontor i Aarhus.
– Det opstod en mulighed, da det faldt nogle praktiske ting på plads, som gjorde, at det var et godt tidspunkt for os at springe ud i det, siger Morten Brudholm, strategisk direktør og partner i Make.
Bureauet har tradition for ganske langvarige kundeforhold, og en del af Makes kunder holder desuden til i det jyske – herunder bl.a. GLPS i Herning, LM Wind Power i Kolding, Solar i Vejen og JSB i Ringkøbing. Dertil kommer kunder i selve Aarhus.
– Vi har ret mange aktiviteter i Jylland, så det giver god mening for os også at være repræsenteret der, siger Morten Brudholm, som understreger, at man ikke farer ud med store armbevægelser i Smilets By, men lader tingene gro stille og roligt.
– Vi har aldrig haft en aggressiv vækststrategi, men mere været optaget af at dyrke kompetencerne. Men nu får vi en lille base i Aarhus, og så ser vi frem til at kunne møde vores Jyllands-baserede kunder lidt tættere på, siger han.
I øvrigt har Make også gang i udvidelserne på den københavnske front, hvor man netop har ansat tekno-antropolog Cecilie Boss Hagedorn som ny Insights Consultant og UX-specialist. Hun er hentet to etager nede i ejendommen på Østerbro – nærmere bestemt hos det digitale bureau Atcore og skal være med til at opbygge bureauets research-ben.
Derudover er Make i gang med ansættelsen af yderligere to projektledere, således at bureauet kommer op på 15 faste og 4 faste freelancere.
Og det er et veldrevet bureau, der nu åbner i Aarhus: Make er i sine 10 leveår aldrig kommet ud med et eneste rødt tal på bundlinjen.
Makes nye kontor i Aarhus får adresse i Sverigesgade, tæt på havnen og Østbanetorvet.