Danmark bliver i 2018 vært for en meget stor idrætsbegivenhed, når ishockey VM kommer til landet.

Det stod klart i sidste uge, hvor en omfattende kampagne i Minsk i Hviderusland sikrede det danske værtsskab.

Bag indsatsen stod det danske reklamebureau Farmen, der også tidligere har haft en finger med i spillet, når Danmark har scoret værtsskaber for andre store idrætsbegivenheder på globalt plan.

Bureauet stod eksempelvis bag kampagnen, der – sammen med Tyskland – sikrede Danmark værtsrollen ved VM i herrehåndbold i 2019, og bureauet havde også en finger med i spillet i kampagnen, der for nyligt trak VM i sejlads til Aarhus.

De to stiftere af Farmen, Mogens Damgaard og Nele Normann, har tidligere lavet store internationale kampagner i sportsverdenen.

– Vi hjalp Qatar, da de i sin tid vandt håndbold-VM. Vi var også med, da Mexico vandt svømme-VM, så vi har efterhånden en stor ekspertise i at udforme effektfulde kampagner for lande og byer – og det var nok også derfor, vi blev valgt til at lave kampagnen, fortæller direktør Mogens Damgaard.

Lige som tidligere er kampagnen blevet til i samarbejde med Sport Event Denmark.

– Det helt centrale i denne indsats har været tre film, hvor taglinen ”We’re ready” har været helt afgørende, siger Mogens Damgaard.
Se en af filmene herunder.