I disse dage leger millioner af LEGO-fans – og fans af det  populære onlinespil Minecraft – med hinanden på kryds og tværs af kloden i en intensiv bygge-konkurrence, udtænkt og faciliteret af det danske reklamebureau Advance.

Bureauet har været LEGO-partner siden 1977, og da Billund-virksomheden i 2012 lancerede en Minecraft-produktserie, skulle der kreeres nye kommunikationskoncepter, der kunne engagere begge brands’ meget store og engagerede fanskarer.

Det blev blandt andet til LEGO Minecraft Classic Tales – et co-creation-koncept, hvor fans over hele verden udfordres til at bygge løsninger på en række udfordringer, som de stilles på Facebook.

Løsningerne bliver derefter implementeret i en stop motion-film, der produceres i løbet af en uge og lægges på nettet – og det er danske Advance, der står bag udvikling af både koncept og content.

Kræver tid og planlægning

– Både LEGO og Minecraft har store, aktive og engagerede communities, der desuden forbruger store mængder af content. Vi ville skabe en aktivitet, der udfordrede fansene på byggeevner og kreativitet, og samtidig gøre dem til medskabere af content, siger Client Service Director og partner Jeppe Fonnesbæk fra Advance og tilføjer:

– Med co-creation i realtid engagerer og inspirerer vi fans på en ny måde. En byggekonkurrence, der normalt tager flere uger, afvikles over en weekend – og den vindende model bliver inkluderet i den færdige, co-createde stop motion-film, der er klar inden ugen er omme.

Og da Advance foreslog LEGO konceptet, var man ikke i tvivl om det var en stærk idé, fordi både LEGO brandet og Minecraft handler om at bygge og være kreativ:

– Vi skaber værdi for vores fans, for vores samarbejdspartner Mojang, der er virksomheden bag Minecraft, og for vores eget brand. Det er klart, at denne type aktiviteter udfordrer os på tid og planlægning, men det er fantastisk selv at mærke presset i real tid – forsøge hele tiden at være foran vores fans og belønne dem med næste udfordring eller overraskelse, siger Christian Munk, der er Senior Marketing Manager hos LEGO.

Fra fredag til mandag

Et LEGO Minecraft Classic Tales kickstartes fredag med at LEGO Minecraft-fansene får stillet en byggeopgave på Facebook-siden.

Udfordringen er formet som en stop motion-film, der ender med et dilemma, som fansene skal løse. De har derefter weekenden til at udtænke og bygge en LEGO-model, der løser den pågældende udfordring.

Mandag morgen gennemgår et team af LEGO-designere alle uploadede fotos af modellerne og udvælger en vinder.

Designerne genopbygger vinderens model i fysiske klodser – fragter den i hast til Advance i København i løbet af formiddagen, hvorefter bureauet tager over og skaber en slutning på stop motion-videoen, hvor vinder-modellen indgår. Herefter uploades videoen på Facebook-siden.

– Undervejs monitorer LEGO-teamet og vores social media-folk Facebook for at holde gryden i kog og agere, hvis det er nødvendigt. Stilhed er ikke en option i en social og digital verden – og næste udfordring står allerede forberedt og klar til at blive postet fredag. Aktiviteten kører over tre uger og hele processen dokumenteres, siger Jeppe Fonnesbæk.

Christian Munk supplerer:

– Vi er stadig i gang med aktiviteten, men indtil nu ser resultaterne meget lovende ud. Vi har haft rigtig mange fans, der har været utrolig kreative og bygget over weekenden. Bl.a. har det været meget opmuntrende at se, hvor mange, der har gjort det til en familieaktivitet.

Den aktuelle aktivitet kan følges her – og herunder kan du se en af udfordrings-filmene.