Stiig Binggeli, der er direktør i Brandhouse/Subsero, vil egentlig helst ikke snakke om, at virksomheden brander JunkFood — en organisation, der arbejder på at få måltider ud til københavnske hjemløse.
Det kan hurtigt blive så selvsmagende, mener han. Når han alligevel gør det, er det for at skabe mere opmærksomhed omkring projektet og organisationen bag.
JunkFood er Rasmus Munks hjertebarn. Født under coronanedlukningen af hans tostjernede Michelin restaurant Alchemist.
Han har udviklet måltider, der matcher behovene for målgruppen og Brandhouse/Subsero støtter ved at sikre kendskab og donationer til projektet, udvikling af brandbook og emballagedesign til JunkFoods egen produktserie.
Støtter med overarbejdstimer
“Vi har støttet andre ting med penge, men denne gang støtter vi med overarbejdstimer. De andre gange har vi ikke fortalt om, at vi har støttet projekterne, men det gør vi, fordi det har samfundets interesse at oplyse om projektet,” siger Stiig Binggeli og tilføjer:
“Et rigt land som vores kan faktisk ikke være bekendt, at der er hjemløse.”
Hvordan får man sine medarbejdere til at donere overarbejdstimer?
“Det er nemt, for ideen kommer fra den række medarbejdere, der nu arbejder med det. De havde et ønske om at gøre noget ved det. Og så stiller vi faciliteter og timer til rådighed, fordi vi kan se det gode i det.”
I en tid hvor der er meget snak om purpose driven lederskab, og hvad det kan gøre internt for organisationen, er det naturligt at snakke om, hvad et velgørende projekt gør for medarbejderglæde. Men det er direktøren for det hele umiddelbart ligeglad med.
“Der er teams, der går op i det og synes det er spændende, og så er der sikkert andre, der spørger, hvorfor søren vi gør det. Men man behøver ikke at forklare alt. Vi bruger det hverken som medarbejdergode eller for at gøre dem glade eller stolte. Vi ejer virksomheden og så må vi jo bestemme, hvad vi bruger pengene til.”
Tænker du over, hvad det gør for jeres brand at samarbejde med JunkFood?
“Ja – vi er meget opmærksomme på, at vores brand står for brandstrategi og relevant kreativitet. Støtte til JunkFood, klokkefrøer, orangutanger eller cancerforskning er ikke en del af vores brand. Privatejede virksomheder som vores kan tillade sig at støtte uden at få noget igen.”