SxSW2014: Så går turen hjemad. Fem intense dage i Austin er ovre.

I stedet for at elaborere over flere indlæg og tendenser, vil jeg nedenfor give en generel anmeldelse af festivalen.

Og vurdere relevansen og udbyttet for danske marketing- og bureaufolk, som i år var mødt 200 mand stærkt op.  Herunder en række marketingchefer.

Hvad var godt?

SxSW oser af energi og nysgerrighed. Du mærker det allerede, fra du rammer indfaldsvejen til Austin. SxSW er ikke bare en festival, der er proppet ind i et dødsygt amerikansk konferencecenter, men en kulturinstitution.

Det sætter dine tanker i sving – og du vender hjem propfyldt med energi til at tage næste skridt med din marketingplan, dit produkt, din kunde eller dit bureau.

SxSW er en konference, der tager fat om teknologiens muligheder for at drive din forretning et skridt videre.

Og hvis jeg skal se på en meget positiv tendens for SxSW2014, så er det i år er lykkedes at have langt mere fokus på dette.

Som jeg skrev i et blogindlæg for nyligt, så er det min klare fornemmelse, at man er blevet mere skeptisk over for buzzwords og helliggørelse af nye tendenser.

Som der er blevet sagt i år – ”you don´t need a social strategy – you need to find out what social can do for your business”.

Det samme gælder for mobilen, content, quantified self osv.

Sidst men ikke mindst, er det rart at se, at alle typer folk kommer her. Direktører, assistenter, kreative, marketingfolk, konsulenter – og her er der ingen, der er finere end andre.

Det skulle da lige være Snowden og Assange, der blev modtaget som helte i weekenden.

Hvad var mindre godt?

Og det bringer mig faktisk hen til det, der var mindre godt.

Det er tydeligt, at festivalen befinder sig i et paradoks. Som da Roskilde-festivalen i 90’erne gik fra at være en Woodstock-aflægger til at blive populærkultur, så står SxSW lidt foran samme udfordring.

Skal de være noget for græsrødderne – eller skal de invitere ”folket”, der måske kan løfte konferencen til nye højder?

Dette vakuum kom i min verden typisk til udtryk, når vigtige sessions omkring eksempelvis fremtidens retail blev afholdt i overfyldte mødelokaler, mens mindre vigtige teknologi-indlæg fik plads i de store ballrooms, der kun var kvart fyldte.

For lidt Hockey…

En sidste ting: Jeg savner virkelig, at marketingfolkene stiller sig op og fortæller, hvad de reelt er udkommet med.

Der er masser af sponsorer fra Pepsi til Chevrolet, men ingen af dem har virkelig ”the case”, der får folk op af stolene.

Eller som de siger i Sverige: ”Lidt for meget snak – lidt for lidt Hockey”.

Modet mangler til at gå hele vejen i de store børsnoterede virksomheder. Det er desværre ikke noget, man kun ser på SxSW.  Det er også en dansk tendens.

Med Danske Bank, som en af de få behaglige undtagelser, er teknologi som forretnings- og organisationsdriver noget man snakker meget om, men gør meget lidt ved.

Så måske var den organisatoriske og strategiske tilgang til teknologi, et udmærket tema for SxSW2015?

Hvorfor så tage på SxSW2015?

Fordi det stadigvæk er den konference i verden, der sætter dagsorden for teknologi og forretningskreativitet.

Når du kommer hjem, har du lyst til at gøre det hele lidt bedre – og realisere alt det, der har været på tegnebrættet.

Samtidig får du en række fornøjelige dage sammen med danske og udenlandske kolleger i en ret skøn by.

Så book allerede nu billetterne til 2015 – og se om SxSW også begejstrer dig.