Det kan for en del butikker give mening at holde igen med annoncekronerne op til og på Black Friday.
Sådan lyder det fra Toke Lund, eCommerce-direktør hos det digitale bureau Novicell og tidligere Head of Digital Growth Center i Dansk Supermarked, der i dag hedder Salling Group.
Det skyldes, at det i år kan blive markant dyrere at annoncere op til shop amok-dagen, da Black Friday falder sammen med lønningsdag 29. november.
– Det betyder, at fortjenesten på de i forvejen nedsatte varer falder. Så hvis butikkerne ikke har fuldstændig styr på deres annonceringsstrategi, kan Black Friday risikere at blive en rigtig dyr fornøjelse, selvom omsætningen eksploderer, siger Toke Lund.
– Set i det lys, kan det for nogle butikker måske give mening at holde igen på Black Friday og fordele deres annoncebudget til resten af julehandlen, fortsætter han.