Reklamebureauet Robert/Boisen & Like-minded mister en senior tekstforfatter og mangeårig makker med Michael Robert, og det digitale marketingbureau Zupa får ny kreativ direktør.
Skikkelsen er Morten Kjær, der i februar får ny arbejdsplads efter have været de seneste syv år hos Robert/Boisen & Like-minded og før det på Saatchi & Saatchi og BBDO.
– Efter syv år er det jo nærmest familie jeg siger farvel til. Men nu er det blevet tid til for mig at prøve kræfter med noget nyt, siger Morten Kjær og fortsætter:
– Og når jeg kigger ud i verden, synes jeg, at de bureauer med stærke digitale, strategiske og kreative kræfter er dem, der står for det nye. Det er dem, der flytter grænserne for, hvad man kan, og det vil jeg gerne være med til.
Morten Kjær skal dele direktørstolen hos Zupa med bureauets nuværende kreative direktør Thorkild Bjerre, der tidligere har været hos blandt andet Mother i London og Hjaltelin, Stahl & Co.
Niels Ranum, direktør hos og partner i Zupa, er ikke overraskende ganske tilfreds med at kunne præsentere bureauets nye direktør-team, hvis medlemmer har landet et utal af priser og begge er på listen over de mest vindende kreative herhjemme.
– Ja, jeg har godt hørt, de begge optræder på listen. Men nu sidder de her jo altså også, fordi de forventes at være kreative. Men udover at være kreative er de begge afsindigt dedikerede og opsatte på at bringe deres erfaringer ind i en digital verden. Og det er for os som bureau en stor gave at få, siger han.
Niels Ranum mener dog ikke, at det nye team igen at sætte diskussionen om, hvem der skal være lead-bureau i lys lue. En diskussion han synes er opreklameret.
– Jeg tror, de dygtigste og samtidig mest forandringsparate går en stor fremtid i møde, hvad enten de kommer med digitalt eller traditionelt afsæt. Lige nu fokuserer vi benhårdt på at positionere os i et marked under forandring, og det virker som om vi er godt på vej, siger han.
Zupa tæller 30 medarbejdere og har kunder som Danske Bank, YouSee og SAS i porteføljen.