Det strategiske kommunikationsbureau LEAD har fortsat vind i sejlene og henter nu en ny associeret partner ind, som bl.a. skal være med til at udvikle en række forretningsmæssige muligheder inden for sundhedsområdet.

Det drejer sig om Ole Fredslund, der bringer mere end 20 års erfaring som konsulent hos bl.a. Cohn & Wolfe, Sylvester Hvid, Agents og Effector med ind i fællesskabet.

Peter Albæk, partner og direktør for Public Affairs hos LEAD Agency, siger om den nye bureau-partner:

– Ole har en imponerende erfaring som konsulent, et solidt kendskab til sundhedsområdet og et stærkt netværk, der nu skal biddrage til vores udvikling af en række store forretningsmæssige muligheder inden for life science og sundhedsområdet – ikke mindst inden for medico, sundheds-IT, pharma og i den kommunale sektor. Med Ole på holdet har vi efter min opfattelse branchens stærkest team inden for sundhedsområdet.

Og hovedpersonen selv glæder sig naturligt nok også til at blive en del af LEAD:

–  Med min mangeårige erfaring inden for eksempelvis health care og life science områderne, samt inden for ledelsesrådgivning, vil jeg kunne supplere de i forvejen stærke kompetencer inden for disse områder. Jeg er overbevist om, at vi er et godt match, og det vil resultaterne hurtigt understrege, siger Ole Fredslund.

LEAD Agency leverede i 2015 en omsætning på godt 20,5 mio. kroner og et overskud på lige knap 1,3 mio. kroner. Bureauet har i dag 31 ansatte og forventer at byde flere nye kollegaer velkommen i løbet af året.