– Meget har ændret sig siden Wowern Tradepromotion, som det hed dengang, blev stiftet i 1992 – verden i almindelighed, reklamebranche i særdeleshed og ikke mindst på vores lille reklamebureau.

Sådan skriver bureauet, der hidtil har heddet Wowern, i en pressemeddelelse, som skal fortælle, at bureauet har fået nyt look, nyt site, ansat nye medarbejdere – og for øvrigt fremover hedder Wonderfuel.

– Vi har sådan set talt om et navneskifte i et par år, men først nu, hvor vi er kommet endeligt på plads – dels efter et glidende generationsskifte og dels efter en flytning til nogle tidligere fabrikslokaler, som var ret omfattende, syntes vi, det var det rigtige tidspunkt, siger Anne Vagner, der er CEO/partner i Wonderfuel, og tilføjer, at man også valgte at beholde navnet Wowern længere end planen oprindelig var ud af respekt for bureauets grundlægger.

Navnet Wonderfuel dukkede op efter en længere proces.

– Det var en af mine med-partnere, kreativ direktør Flemming Bitsch Jensen, der gik i gang med at lege med navnemuligheder, og da han kom op med Wonderfuel, var vi enige om, at det var det rigtige, bl.a. fordi vi godt kunne lide ordspillet med ”fuel” – altså brændstof. Det er jo en form for brændstof, vi leverer til kunderne, siger Anne Vagner.

Tidligere i år ansatte bureauet desuden to nye medarbejdere: Lasse Borglit, der kommer fra et andet shopper marketingbureau, Emotionz, er ansat som ny Business Development Manager, og Jannie Due Grandt, der kommer fra Roskilde-bureauet JJ Kommunikation, er ansat som kombineret projektleder og grafiker.

Wonderfuel er, som det hedder på hjemmesiden, et reklamebureau med speciale i markedsføring af mærkevarer i detailhandlen, og på kundelisten findes bl.a. L’Oréal, Mondelez, Dyrup, Quaker, Pepsico, Schulstad, Valora Trade og Kinnarps.

Bureauet, som i dag har 9 medarbejdere, ledes og ejes af adm. direktør Anne Vagner, kreativ direktør Flemming Bitsch Jensen og kontaktdirektør Steen Wowern.