Kan man mon kalde det gamification?
Tja, en ting er helt sikkert, og det er, at det digitale design- og teknologibureau Molamil i sidste uge gik i marketingoffensiven og præsenterede et nyt VR-spil, der gør det muligt at uddele 3D-tæv til…. bureauets medarbejdere.
Spillet hedder ”Whacka Molamil”, og det er baseret på det klassiske ”whac-a-mole”-spil, hvor man slår små, uskyldige dyr i hovedet med en kølle, hver gang de kommer op af deres huller.
I Molamils spil er de små dyr erstattet af 3D-scannede hoveder af Molamils egne ansatte.
Spillet går kort sagt ud på at ramme så mange af hovederne, man kan med fx et sværd, en kæmpe blyant eller – naturligvis – et skateboard.
Settingen er Molamils eget kontor på Store Kongensgade.
– Spillet er et eksperiment i VR, spilmekanik og storytelling. Det giver vores kunder og samarbejdspartnere mulighed for at komme af med indebrændt irritation eller vrede, som de måtte ligge inde med, lyder det kækt fra Joakim Norman, Creative Director og Partner i Molamil.
– Måske har vi misset et opkald, ignoreret en mail eller bare lavet deres logo alt for småt. I spillet får de muligheden for at komme af med deres aggressioner, fortsætter han.
Ej blot til lyst
Præsentationen af spillet blev selvfølgelig indledt med et foredrag om Molamils egne erfaringer med VR, hvor bureauet viste eksempler fra arbejde med kunder som Oticon og Det Kongelige Teater.
Så det er ikke det rene spas.
– VR er fantastisk til at fortælle historier, og vi har været så heldige i år at få muligheden for at arbejde med nogle spændende projekter for vores kunder. Projekterne har lært os meget. I VR er der klart nogle begrænsninger, både teknologisk og i forhold til udbredelsen, men vi har taget disse begrænsninger med som kreative udfordringer i stedet for show-stoppers, siger Nikolaj Stausbøl, der er VR-ekspert og Creative Technologist i Molamil.
Du kan i øvrigt selv spille ”Whacka Molamil”, da det bliver lanceret til HTC Vive inden jul, og du kan se en Facebook Live cast fra pre-releasen af spillet her: