Det vakte opsigt, da Simon Hertz forlod Kunde & Co og rejste til Sunrise. Senere sagde Kasper Munch farvel på grund af sygdom i familien, men uanset de to meget forskellige årsager for åreladningen, skabte det unægtelig et brain-drain, når to så stærke kontaktdirektører sagde farvel.
Til gengæld fik Jesper Kunde fingre i Hans-Henrik Rasmussen, der var arbejdende bestyrelsesformand i reklamebureauet Os, og snart opruster bureauet med endnu en kapacitet.
Kan du løfte sløret for, hvem det er, I byder velkommen?
– Første juni kan vi sige velkommen tilbage til Niels-Henrik Eriksen. Niels-Henrik har tidligere været ansat hos os som konsulent, men har de sidste år været ude og prøve kræfter med andre sider af reklameverdenen. Vi er rigtig glade for, at Niels-Henrik igen bliver en del af teamet, siger Jesper Kunde.
Hvilken rolle får han?
– Niels-Henrik bliver ansat som kontaktdirektør og får sit eget team, som han skal drive og bygge op. På sigt er det meningen, at Niels-Henrik skal indgå i partnergruppen, ligesom det også er planen med Hans-Henrik Rasmussen, der tiltrådte som kontaktdirektør i begyndelsen af året.
Hvordan ser det samlede hold så ud nu?
– Lige nu udgør partnergruppen Søren Poulsen, der gennem flere år har været managing partner. Søren driver primært vores store nationale og internationale B2B-kunder. Herudover kommer jeg selv, og på sigt er det så meningen at vores to nye stærke kræfter Hans-Henrik og Niels-Henrik også træder ind i gruppen.
Har du flere strukturelle ændringer under opsejlning?
– For os er det vigtigste at være gearet til de forretningsmæssige udfordringer, så vi kan skabe de bedste løsninger for vores kunder. Og betyder disse udfordringer, at vi skal rykke om i organisationen, ja, så er det, det vi gør. Kunde & Co er i konstant forandring, vi står aldrig stille, slutter Jesper Kunde.