Sports- og modetøjsfirmaet hummel har i dag præsenteret den fodboldtrøje, som det danske herrelandshold kommer til at spille i ved EM 2021, hvor det mest iøjnefaldende er en lydbølge, der er integreret i trøjens design.

Lydbølgen er skabt på baggrund af en lydoptagelse af cirka 38.000 danske stemmer, som synger ”Der er et yndigt land” i Parken.

– Grundtanken var at finde en måde at involvere de danske fans i designet af den nye trøje, lyder det fra Peter Boe, Creative Director i Envision, som er hummels bureaupartner, i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

– Men vi ville undgå et klassisk co-creation stunt, hvor man beder folk om at gøre noget, de egentlig ikke har forstand på. Med al respekt er det nok de færreste på Parkens tribuner, der går op i tekstildesign og finere syning. Fans har ligesom et andet job: De synger og hepper på deres hold. Og derfor er det lige præcis dét, hummel nu har lavet en trøje ud af.

Også en brandingøvelse

Lydoptagelsen, der danner udgangspunkt for lydbølgen, stammer fra Danmarks hjemmekamp mod Irland i juni 2019, hvor hummel ifølge pressemeddelelsen omdannede Parken til et kæmpe lydstudie med det mål ”at lave den bedste lydoptagelse af nationalsangen nogensinde”.

Den nye landsholdstrøje. Foto: Screendump fra YouTube.

Lydbølgen beskrives som ”den x-faktor, der skal sælge fodboldtrøjer og bygge brand”.

– For at brænde igennem med en ny trøje og gøre den til en must-have for alle danske fans, skal den have noget x-faktor, siger Morten Lund, Marketing Manager Sport & Global Sponsorships, hummel, i meddelesen.

Han fortsætter:

– Samtidig er en ny landsholdstrøje også en brandingøvelse, hvor vi skal cementere hummels position som det sociale sportsbrand, der forstår fansene og det unikke fællesskab, der findes i fodbolden. Og som corona har sat på pause det seneste år.

Prisvindende samarbejde

Envision og hummel har tidligere – med ganske stor succes – samarbejdet omkring nye trøjer og kampagner omkring de danske fodboldlandshold.

Eksempelvis scorerede parterne hattrick ved CLIO Sports Awards New York i 2019 for casen ”Patchwork of Dreams”, hvor spillerne på det danske herrelandshold byttede trøjer med deres fans.

Lignede hæder blev hummel og Envision tildelt i 2018 for tre forskellige kampagner, mens det i 2017 også blev til CLIO-hæder for parternes “All White”-kampagne.

Motoren i lanceringen af den nye landsholdstrøje til sommerens fodbold-EM er en reklamefilm skabt af Envision og produktionsselskabet M2 Film til de sociale medier.

Se den herunder efterfulgt af credits:

Credits:

  • Kunde: hummel
  • Marketing Manager: Morten Lund
  • Marketing Project Manager: Jonas Skovborg Johansen
  • Bureau: Envision
  • CCO: Jesper Herholt
  • Creatives: Rasmus Bentzen, Peter Boe og Jacob Engberg
  • Strategic Director: Tomas Olesen
  • Senior Project Manager: Charlotte Scheel
  • Digital Designer: Daniel Wiklund
  • Digitalt bureau: GORM
  • Produktionsselskab: M2 Film & Envision Film