Forsvarets vigtigste informationsværktøj på karriere-fronten, et website af ældre dato, har fået en grundig overhaling.

Det skyldes at sitet, der detaljeret beskriver over 40 uddannelser på mere end 300 undersider­, levede på en platform, som ikke længere supporteres.

Derfor måtte Forsvaret omstrukturere hele karrieresitet i en proces, der bød på skift af CMS, form og udseende.

Det skete i samarbejde med reklamebureauet Ogilvy, der tidligere har gjort sig positivt bemærket med prisvindende kommunikation for Forsvarets Rekruttering.

Forsvarets nye site er skabt med forskellige brugerprofiler in mente, og det henvender sig således både til unge, der søger en ny uddannelse, folk på jobjagt og nuværende medarbejdere, der gerne vil planlægge en videre karriere i Forsvaret.

Forenklingens svære kunst

Forsvarsministeriets Personalestyrelse ønskede at samle uddannelse, karriereveje, job, værnepligt, praktik og elevpladser ét sted. Det lyder måske simpelt, men indholdet var fragmenteret og skabt af mange forskellige instanser over en lang periode, siger Jacob Grewe Bentzen, Head of Dialogue & MarTech fra Ogilvy.

– Det gjorde det svært for brugeren at finde rundt i og det krævede grundig UX for hele flowet skulle gentænkes fra bunden og alt indhold tjekkes og gennemskrives, fortsætter han.

Derfor lød den primære opgave på at forenkle brugerrejsen ved at ændre på struktur og design.

Karrierevejleder er krumtappen

Resultatet er langt færre sider, og et website, hvor brugeren oplever at blive taget i hånden.

Kernen i løsningen er en karrierevejleder, der leder brugeren hurtigt hen til den uddannelse eller det job, der er relevant.

– Forsvaret har over 40 forskellige uddannelser, der åbner for utallige kombinationer af job- og karrieremuligheder. Det kræver meget information, og det kan hurtigt blive svært at overskue og navigere i som bruger, siger Martin Krusbæk, specialkonsulent hos Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

– Det er ærgerligt, hvis vi mister nogle, der rent faktisk er interesserede, fordi de falder fra undervejs. Derfor gik vi til Ogilvy for at få hjælp til at gøre oplevelsen bedre og i sidste ende få flere til at søge, fortsætter han.

Nye CMS-platform

Karrieresitet lå tidligere på en Sharepoint 2007-løsning, så en vigtig del af opgaven for Ogilvy var at vælge den rette strategi og rådgive om valg af ny CMS-platform.

Ud fra en række krav defineret sammen med Forsvarsministeriets Personalestyrelse, lever det nye karrieresite nu på en EpiServer cloud-løsning:

– Et af de vigtigste krav var enkelthed og brugervenlighed for web-editors. Med det nye site er det blevet langt lettere og mere effektivt at opdatere og arbejde med indhold. Det giver flere muligheder for Forsvarsministeriets Personalestyrelse, og er med til at sikre en hurtigere time-to-market for dem, forklarer Jacob Grewe Bentzen og slutter:

– Og så er det hele blevet pakket ind i et mere tidssvarende udtryk med en helt ny visuel linje, som både vi og Forsvaret er stolte af.

Forsvarets nye karrieresite, som Kraftvaerk i øvrigt har kodet, er i luften, og du kan tjekke det ud her, og her kan du læse mere om casen.