Til sommer genoplives de danske bibliotekers digitale musiktjeneste BibZoom, der blandt andet giver gratis og reklamefri adgang til 10 millioner musiknumre.
Det skal kommunikeres, og den opgave har PrimeTime Kommunikation vundet.
BibZoom har som tjeneste eksisteret siden 2010, men for Frej Elbæk der er kreativ strateg hos PrimeTime Kommunikation, er der reelt tale om et helt nyt produkt.
– I en tid med stigende kommercialisering er det interessant, at der i folkeoplysningens ånd nu kommer en virkelig velfungerende public service tjeneste, hvor alle gratis, trygt og nemt kan lytte til al den musik de elsker – samt en helt masse andet musik, som de slet ikke vidste fandtes. Det her er en rigtig spændende opgave er, for der er i praksis tale om et helt nyt produkt. Og det vil lanceringen også bære præg af, siger Frej Elbæk og fortsætter:
– BibZoom handler ikke kun om at give adgang til alle de kendte hits fra Rasmus Seebach, Oh Land, Lukas Graham og Medina, selvom det selvfølgelig er populærmusikken der i første omgang trækker i folk til. Det handler også om at understøtte og inspirere børn, unge og voksen til at udvide deres kendskab til flere forskellige musikgenrer og give dem indsigt i historien bag musikken. Og det er summen af dette, vi nu skal have integreret i kommunikationen.
Det er et bredt netværk af danske national og folkebiblioteker som står bag BibZoom, og en del af lanceringsplanen bliver ifølge Frej Elbæk, at få aktiveret de mange medarbejdere ude på bibliotekerne.
– Nu hverken kan eller vil jeg løfte sløret alt for meget for, hvad der kommer til at ske. Men det er klart, at vi – på linje med BibZoom selv i øvrigt – har haft godt øje til de mange dygtige mennesker ude på bibliotekerne som nu får et produkt de kan være oprigtig stolte af – dem skal vi have i spil. Derudover vil lanceringen i tæt samarbejde med BibZooms egne folk blandt andet komme til udtryk i forbindelse med diverse festivaler rundt om i Danmark. Vi tyvstarter til SpotFestival, der begynder på fredag den 4. maj i Aarhus.
Det nye BibZoom gennemgår netop nu de sidste tekniske tests, og brugerne vil for første gang kunne opleve den nye platform i løbet af juni måned.
Designplatformen til BibZoom er udviklet af Designit.