Nørgård Mikkelsen har ”genopfundet” sig selv, hvilket sker med et fornemt 2016-regnskab som affyringsrampe.

Resultatet kommer efter et år, hvor bureauet cementerede sin position i København, udviklede de digitale kompetencer markant og tiltrak en række nye innovationsopgaver.

Alt sammen vigtige brikker på vejen mod den nye profil, som Nørgård Mikkelsen altså nu lancerer.

Men først regnskabet: Bruttoomsætningen steg med 6,5 pct. fra 67 mio. kr. til 71 mio. kr. i 2016, og årets resultat endte med et overskud før skat på 8,6 mio. kr. imod 6,4 mio. kr. i 2015. (+34 pct.)

Det glæder naturligvis Nørgård Mikkelsens adm. direktør:

– Jeg er først og fremmest glad for resultatet, fordi det beviser, at vi er på rette vej, siger Erik Laumand og tilføjer:

– Og så er jeg specielt stolt af tre grunde: At vi for alvor har fået os etableret med succes i København, at vi har udviklet vores digitale kompetencer og omsætning markant, og at det er lykkedes os at tiltrække innovationsopgaver fra både eksisterende kunder som Kohberg Brød, Inspiration og Fynske Bank samt fra nye kunder som Arla, Merrild og Coop.

Erik Laumand uddyber:

– Vi befinder os i en branche i transformation, og derfor har vi i de sidste fire-fem år udviklet og bygget på en vækstplatform for fremtiden. Vores resultat i 2016 bekræfter, at vi har valgt den rigtige vej – at det er lykkedes os at blive konkurrencedygtige på de ydelser, som kunderne vil have.

Nyt logo med hollandsk inspiration

Det er også i det lys, at Nørgård Mikkelsen sammen med årsregnskabet præsenterer en markant relancering af bureauets profil.

– Hvis man skal skabe stærke, dynamiske brands, skal det ske i samspil med kunderne, og det betyder, at man hele tiden skal være proaktiv og opmærksom på nye kundebehov. I Nørgård Mikkelsen er vi specialister i at udvikle og opbygge dynamiske brands og hjælpe kunderne med at se brandet i nye perspektiver.

– Derfor har vi – trods stærke følelser for vores røde pil, som har fulgt os siden starten for 50 år siden – valgt at tage et markant skift til en ny profil og et nyt logo, der udtrykker evnen til at finde løsninger ved at se problemstillinger i nyt perspektiv og fra nye vinkler.

Logoet er udviklet med baggrund i den hollandske kunstner Eschers ideer og leg med perspektiver. Hans arbejde udtrykker umulige objekter – opdagelsen af uendelighed, symmetri og perspektiv.

Brands er dynamiske, ikke statiske

Dermed har bureauet også opfundet en ny påstand til markedet:

– Hvor et godt brand tidligere primært var et kvalitetsstempel, så er stærke brands i dag meget dynamiske, og bygges i det rette samspil imellem produkt, service, oplevelser og kommunikation, som alt sammen er med til at bygger en langtidsholdbar relation med kunderne.

– Vi interesserer os for alle de elementer, der skal til for at bygge et stærkt og dynamisk brand. Og netop fordi vi arbejder med både innovation og kommunikation, kan vi skabe en sammenhængende brandoplevelse, slutter Erik Laumand.

Han forventer en fortsat vækst på både top- og bundlinje i 2017.

Nørgård Mikkelsens gamle logo:

Nøgletal 2016/2015

(Mio. kr.)                           

Bruttofortjeneste:           56,9/ 52,6

Resultat før skat:             8,6/ 6,4

Egenkapital:                     16,2/ 14,1

Antal medarbejdere:      80/ 80