Nogle gange kan det være godt for kreativiteten, at lave noget som ikke har noget formål.
Det mener kreativ direktør Joachim Rosenstand fra reklamebureauet Rosenstand & Kyllebæk, og nu har han så taget konsekvensen.
Via sit eget filmselskab ”Joetown Pictures” og med hjælp fra blandt andre Morten Raarup (fotografering og postproduction), Peter Bennike (script) og Gry Bay (skuespil-partner), har han instrueret ”Roomservice” – en kortfilm på seks minutter, hvor han også selv spiller en af hovedrollerne.
Hvorfor i alverden nu det?
– Jamen, til daglig fortæller vi vores kunders historier, som vi viderebringer, så vores kunders målgrupper bliver nysgerrige og får lyst til at købe produkterne. Når vi skal fortælle vores kunders historier, er det en bunden opgave med faste rammer, deadlines og budgetter, der skal overholdes. Så som et eksperiment brugte vi nogle aftener og weekender på at producere en lille kortfilm, som ikke er bestilt af nogen – og som derfor som udgangspunkt heller ikke skal bruges til andet, end at prøve nye kreative discipliner af, siger Joachim Rosenstand.
Men har I ikke kreative opgaver nok i det daglige til at få udfordret og afprøvet jeres kreativitet?
– Vi har masser af kreative opgaver i dagligdagen. Men det er vigtigt at afprøve nye grænser for ens kreativitet. Én ting er at iagttage og blive inspireret af kreative udtryksformer, der er uden for ens normale felt, noget andet er at prøve discipliner af selv. Processen i sig selv er meget lærerig.
Synes I ikke jeres kunder er modige nok til, at I kan være kreative?
– Vores kunder er skam modige nok. Men jeg vil ikke bruge kunders budgetter til at eksperimentere med. Som det er med eksperimenter, er der jo en risiko for det ikke lykkes, siger Joachim Rosenstand.
Se filmen her – Den varer seks minutter, så husk popcorn.