Det går godt for Kommunikationsbureauet København. Nye kunder med nye opgaver er spadseret ind ad døren, og derfor kommer det relativt lille bureau ud med et fornemt overskud og i øvrigt vækst på alle parametre i bureauets første hele regnskabsår.
– Vi er meget tilfredse og glade for, at vores forretningsmodel med udelukkende erfarne/tunge folk, efterspørges af flere og flere kunder. Der er flere elementer, der forklarer vores succes, siger Sune Bang, partner i København. ”For det første er kunderne glade for, at vi opererer som et netværksbureau. Vi leverer typisk den strategiske og kreative løsning, og færdiggør efterfølgende løsningerne sammen med de bedste underleverandører på web, trade, film, applikationer og så videre, i stedet for klassisk at ansætte disse kompetencer, som skal brødfødes i de løsninger som udarbejdes. Kort sagt: Kunderne betaler kun for, det de har behov for – i stedet for hvad bureauet har behov for at sælge.”
– For det andet har vi succes med komplekse kommunikationsopgaver, altså ikke ”bare” et spørgsmål om at sælge et bestemt produkt. Vi løser ofte projekter, hvor produkt, virksomhed, branche og samfund indgår, hvilket betyder, at vi har mange interessenter at tage hensyn til. Her ligger nok en afgørende faktor for, hvorfor vi selv i kriseår går fremad, slutter Sune Bang.
Bureauet har blandt andre kunder som Apple, Danmarks Indsamling, Afrika Nu indsamlingen, DSB, Samvirke/FDB, Kopenhagen Fur, Pandora og DR. I runde tal har bureauet godt 50 pct. private kunder og 50 pct. offentlige og NGO’er.
I nøgne tal ser regnskabet således ud. I parentes er forrige års regnskab nævnt, idet bureauet nu går fra 18 måneders regnskab til et normalt over 12 måneder.
• Omsætning: 19,7 mio. kr. (12,6 mio. kr. på 12 måneder i 2009/10.)
• Bruttoavance: 10,3 mio. kr. (7,4 mio. kr. i 2009/10.)
• Overskud: 2,3 mio. kr. (1,3 mio. kr. i 2009/10.)
• Egenkapital: 2,9 mio. kr. (1,6 mio. kr. i 2009/10.)
• Gennemsnitlig ansatte i regnskabsperioden: 5,5 (i dag er der 8 ansatte.)