Som skomagerens børn, der altid har huller i skoene, hedder det sig ofte, at reklamebureauer ikke er særlig gode til at tage deres egen medicin.
Det har man imidlertid gennem en årrække sat en ære i at gøre hos Advance – især på social media-fronten – med eksperimenter på Facebook, Twitter, LinkedIn og YouTube.
– For et par år siden tog vi den beslutning, at vi ville prøve de forskellige medier af på egen krop, så vi har bevidst sat ressourcer af til at eksperimentere – for at lære. Og det viste sig fx, at Twitter ikke lige var os, men til gengæld har vi åbenbart ramt plet på YouTube, siger Creative Director hos Advance, Morten Kirckhoff.
Bureauets YouTube-kanal har således netop rundet de 10 millioner views, og det havde han ikke lige set komme.
– Det havde vi aldrig drømt om, da vi startede. Men det er da en sjov måde at give noget tilbage til kunderne på. Mange af dem – fx Lego, TopToys og Compeed – får faktisk ad denne vej langt mere opmærksomhed end de får på deres egne YouTube-kanaler, siger Morten Kirckhoff.
Hvad er det I gør, som åbenbart virker?
– Jamen, for det første plejer vi kanalen. Vi har afsat ressourcer til hver dag at overvåge kommentarer, og vi svarer også på de kommentarer, der lægger op til et svar. Fx lægger vi også ældre film op under overskriften ”Blast from the Past”, og det går brugerne også ind og kommenterer på. Så jeg synes, vi har været gode til at tage dialogen på mediet. Det giver også troværdighed, og så vender folk jo gerne tilbage.
En hurtig kanalrundfart hos et par andre danske bureauers YouTube-kanaler fortæller, at eksempelvis Mensch har 69.000 views, Robert/Boisen & Likeminded har 64.000, DDB Danmark har 26.000 og BBDO Danmark 92.000.
– Ja, men der er vi jo så også lidt privilegerede på det punkt, fordi vi laver meget internationalt arbejde fx for Lego og Compeed. Det giver os mulighed for et globalt reach, men jeg må da erkende, at jeg ikke havde forventet, at det ville nå det omfang, det her. Alene fra juli og til nu er vi gået fra otte til ti millioner views, fortæller Morten Kirckhoff.
Kan I bruge det strategisk?
– Det overvejer vi lige i øjeblikket. Men indtil videre har vi ikke tænkt på det på den måde – ud over at vi som sagt synes det er en sjov måde at give vores kunder ekstra opmærksomhed. Og så giver det os selv en vigtig erfaring i forhold til et medie, som vi jo også i vores daglige arbejde rådgiver kunderne om.
Du kan besøge Advances YouTube-kanal her og se en af bureauets mest populære reklamefilm i toppen af artiklen.