Nordeuropas største akvarium, Nordsøen Oceanarium, vil tage nye markedsandele i oplevelsesindustrien.
Et af midlerne er et ambitiøst udstillingskoncept, der iscenesætter gæsternes besøg som en rejse gennem Nordsøen via forskellige destinationer.
Reklamebureauet Envision har vundet opgaven med at omsætte udstillingskonceptet til en markedsføringsplatform, der for alvor forener akvariets on- og offline medier.
Løsningen omfatter blandt andet et nyt website, der tager børn og voksne med på en virtuel ekspedition. Websitet går i luften den 15. maj.
Og det kommer i kølvandet på et stort ombygningsprojekt, et splinternyt koncept for Nordsøen Oceanarium – og tilrettelæggelsen af en ny udstilling, der åbner dørene den 5. juni.
– Nordsøen Oceanarium er lig med viden og en række helt fantastiske oplevelser, og målet er at bidrage til at skabe et ikon, der gør Nordsøen kendt som Nordeuropas største og mest oplevelsesrige akvarium, siger Rikke Agersnap fra Envision og fortsætter:
– Vores opgave er at skabe en markedsføringsmæssig sammenhæng mellem udstillingen, de forskellige akvarier og websitet og være med til at give den besøgende en unik, levende oplevelse. Det sikres blandt andet ved at gøre hjemmesiden til en del af den samlede oplevelse, du får – før, under og efter dit besøg.
Essensen i det nye koncept er en ekspedition på og i Nordsøen. En ekspedition, der sker under ledelse af den fiktive frontfigur Skipper og starter på hjemmesiden, hvor Skipper byder velkommen.
Skipper bruges også som talsmand i Nordsøen Oceanariums øvrige markedsføring, og skal skabe en sammenhæng mellem akvariets on- og offline-medier.